Din guide til den helt rigtige sandal
Det handler ikke kun om udseende, når du skal købe nye sandaler. Få fodterapeut Stella Warberg Vindings bedste råd til at vælge den helt rigtige sandal til din fod.
Der er næsten intet bedre end at slippe fødderne fri fra de lukkede sko og ud i et par løse sandaler om sommeren. Men før du løber afsted, bør du tjekke kvaliteten af din sandal – en forkert sandal kan nemlig hurtigt give dig fodproblemer. Derfor har vi samlet fodterapeut Stella Warberg Vindings 7 bedste råd, når det kommer til at købe gode sandaler til sommeren:
1. Sandalen skal sidde rigtigt på foden
Alle fødder er forskellige. Derfor er noget af det allervigtigste, når du skal købe sandaler, at de faktisk passer til dine fødder. Den skal støtte dig der, hvor du har behov for det og må hverken være for lang, kort, bred eller smal. Det betyder også, at du ikke skal købe sandaler, hvor du tænker, at “du bare lige skal gå dem til”. Sandalerne skal passe til dine fødder fra starten af.
Når du står i butikken og prøver sandalerne skal du især huske to ting:
- Hele foden skal være indenfor sålen. Tjek om den også er det, når du har gået en tur rundt i butikken.
- Remmene skal passe i længde og bredde, så de ikke klemmer og trykker. Det kan give hård hud og ligtorne på tæerne.
2. Sandalen skal sidde fast på foden
Det er ikke alle, der ved, at en god sandal gerne har en hælkappe – som minimum en rem der går bagom foden. Det vil sige, at der er noget, der hele tiden holder sandalen fast på foden. Når du har den på, skal du kunne mærke, at din fod ikke slipper underlaget i sandalen. For hver gang du “svupper” i sandalen, skaber du friktion. Huden under din hæl får et slag igen og igen – og det er sådan, at man producerer hård hud. Du stresser huden, og det har den ikke godt af.
3. Husk indlæg til sandalen
Er der behov for indlæg i de lukkede sko, så er der også behov for det i sandalerne. Platfod, nedsunken forfod og hulfod skal også have støtte i sandalerne. Er du i tvivl om din drømmesandal er egnet til indlæg, så lav en aftale med butikken om, at de kan byttes eller returneres, hvis din fodterapeut vender tommeltotten ned.
4. Klipklapper er kun til den korte tur
Det er fristende at bruge sommeren i par lette klipklapper, men de er det perfekte eksempel på en sandal der ikke sidder fast på foden og dermed skaber friktion. Det er selvfølgelig ok lige at stikke i et par klipklapper på vej til postkassen eller i badet i svømmehallen – altså når du hurtigt skal fra A til B. Men hold dig til de korte ture og tag ordentlige sandaler på resten af dagen. Klipklapper sidder slet ikke fast på foden, så du kommer automatisk til at krumme tæerne for at holde fast på skoen. Det er anstrengende for fødderne, og i sidste ende kan det give smerter, fejlstillinger og hård hud.
5. Brug remmene på din sandal. De er ikke kun til pynt.
På en varm sommerdag kan dine fødder hæve i løbet af dagen, hvilket er helt normalt. Derfor er det vigtigt, at dine sandaler har remme, der kan justeres. Og så skal du huske at bruge remmene, så sandalerne sidder fast på foden hele dagen! Selvfølgelig uden at remmene klemmer.
6. Pas på med at købe brugte sandaler
Sko former sig efter de fødder, der går i dem. Derfor skal du være ekstra opmærksom, hvis du køber brugte sandaler. Hvis den tidligere ejer fx har haft fejstillinger, kan det smitte af på sålenes form – og det kan give dig problemer. Kig derfor på sandalerne med kritiske øjne. Tjek om de er gået skæve eller har buler i sål og remme. Er du det mindste i tvivl, så lad dem stå.
7. Sandaler med hæl er kun til de specielle aftener
Sandaler med hæl er flotte til sommerens fester. Og der er heller ikke noget galt med at have dem på en enkelt gang eller to i løbet af sommeren. Du skal dog være opmærksom på, at en hæl øger trykket på forfoden, og det er ikke sundt i længere tid ad gangen. Vælg en forholdsvis lav sandal til daglig brug og gem de høje til sommerens helt specielle anledninger.
Hvis du alligevel får problemer med dine fødder
Det kan være svært at finde den helt rigtige sandal og nogle gange får man alligevel hård hud eller ondt i fødderne af at gå i et bestemt par sandaler. Her er Stella Warberg Vindings råd at huske at lytte efter kroppen:
“Røde mærker, hård hud og smerter, er kroppens måde at sige, at trykket fra sandalerne er forkert. Er du i tvivl om, hvorfor du får ondt eller har du hård hud, revnede hæle og ligtorne, så vil jeg anbefale at tage forbi en fodterapeut for at få hjælp og vejledning. Der findes desværre ingen kvik-løsning. Men det er altid en god idé at huske den daglige pleje med bl.a. creme. Velplejet hud kan holde til mere.”
Til sidst har hun også en lille opsang til os alle:
”Min oplevelse som fodterapeut er, at det er vores forfængelighed, der laver den største skade. For sandalerne skal i hvert fald se pæne ud, og så skal vi nok klemme vores fødderne ned i dem. Men det kan virkelig betale sig på længere sigt at vælge en praktisk og god sandal – og det behøver ikke altid at betyde, at du skal gå på kompromis med det pæne.”