Find sundt fodtøj til de små fødder
Vi skal passe på de små fusser. Børn skal gå godt i støttende og komfortabelt fodtøj, fordi deres fødder simpelthen skal holde hele livet. Men det kan være en jungle at finde det rette fodtøj. Med denne guide ved hånden behøver du ikke længere at rive dig i håret, når junior igen er vokset ud af sine sneakers eller sandalerne fra sidste forår.
Det er lørdag formiddag, og ungerne skal have nye støvler, sandaler eller sneakers til den nye sæson. Skobutikken er tætpakket med trætte forældre og skrigende børn, personalet har travlt, og du står med hænderne i håret. For hvad er det nu lige, du skal kigge efter, når du er på jagt efter godt fodtøj til poderne?
Få styr på formen
Brug din sunde fornuft, når du køber sko til dit barn. Tag udgangspunkt i barnets fod. Hvilken facon har den? Er den lang eller kort? Bred eller smal? Buttet eller fin?
Det er formen på foden, der bestemmer, hvilke sko du skal købe. Det duer nemlig ikke at klemme små, buttede fusser ned i en sko, der er alt for smal. For smalt fodtøj kan nemlig på længere sigt give knyster og hammertå, som betyder, at en af tæerne fortrænges og lægger sig ovenpå de andre fire.
På samme måde er brede, fodformede sko helt forkerte til et barn med lange, smalle fødder. Fordi foden skal arbejde uhensigtsmæssigt for at få skoen med sig. Det er nok her, hvor forældre typisk vælger forkert. Vi ved, at foden har brug for plads. Men samtidig er alt for meget plads direkte skadeligt for barnets gang. Og dét er mange forældre ikke klar over.
Forestil dig, at dit barn skal krumme tæerne for at få den brede sko med, hver gang han eller hun tager et skridt. Det bliver hurtigt anstrengende. For at opsummere: Fodtøjet skal sidde fast på foden og følge med foden – ikke omvendt. Så undgår du, at dit barn krummer sine små tæer for hvert skridt.
Det rette materialevalg
Det bedste for dit barns fødder er at vælge børnesko i naturlige materialer som læder og ruskind.
Men valget af materiale kommer naturligvis an på skoens formål, og hvor længe den skal sidde på barnets fod. Du kan således sagtens iføre dit barn en smart laksko til festlige begivenheder. Nogle kunstmaterialer giver da også fødderne mulighed for at ånde. Men husk på, at plastik og kunstlæder altså ikke giver vores fødder et særlig godt indeklima.
Find den rigtige størrelse
Orker du ikke at slæbe junior med ned i skobutikken lørdag formiddag, kan du tegne den lille fod af på et stykke papir. Det er vigtigt, at dit barn står op, så foden fylder mest muligt. I butikken tager du indersålen ud af den sko, du vil prøve. Læg skabelonen på indersålen og mål, om der er cirka 1,5 cm i voksetillæg i længden. Hvis sålen ikke kan tages ud, kan du lægge skabelonen ned i skoen for at se, om den er lang og bred nok. Krøller skabelonen, er skoen for lille.
Mål dit barns fod og indersålen igen, når du kommer hjem med dit nye skoindkøb. Giv den lille begge sko på, og lad ham eller hende gå rundt. Se efter, om velcro eller snørebånd kan spændes tilstrækkeligt ind, så skoen følger med foden.
Hvis du har købt sko uden snører og spænder, må der ikke være ret meget voksetillæg. Skoen skal som minimum have en rem over vristen, hvis du vil følge anbefalingen om 1,5 cm.
Vær opmærksom på dit barns fødder
Som forælder kender du dit barn bedst. Og det er vigtigt at holde øje med, om dit barn bevæger sig mærkeligt, begynder at gå senere end andre børn eller klager over smerter i ben og fødder. Det er vigtigt, at problemerne bliver opdaget så tidligt som muligt. På den måde kan fodterapeuten eller lægen få undersøgt barnet og sætte ind med den rette behandling. Indlæg hos fodterapeuten, fysioterapi, strækøvelser og godt fodtøj er alle behandlingsmuligheder, der kan støtte og hjælpe barnet.