Efter at have gjort sig sine egne bitre erfaringer på sin første lange vandring fra Canada til Mexico, har Gitte Holtze skrevet en bog til andre, der har planer om det ekstreme vandreeventyr. Gennem personlige erfaringer og evidens fra eksperter kommer hun med gode råd, så du opnår dit mål.

Det er den syvende uge på Gitte Holtzes lange vandring på Pacific Crest Trail, hvor hendes fødder skal tilbagelægge 4.265 kilometer fra Mexico til Canada. Badevægten siger, at hun har tabt syv kilo. Det er en del, når man som Gitte i forvejen har en kampvægt på omkring 58 kilo. På vej op ad en stejl sti mod et af de mange bjergpas gennem Sierra Nevada, går Gittes krop i strejke. Den nægter simpelthen at gå længere. Hendes ben syrer til, læggene ryster, og hendes lår er fyldt med smerte. Hendes krop har ikke fået nok næring og energi til at klare de ekstreme forhold. Selvom Gitte har vandret meget i sit liv, har hun ikke været klar over, hvor stort pres disciplinen lange vandringer lægger på kroppen.

Derfor har hun skrevet bogen ’GÅ LANGT!’, som er en guide til folk, der gerne selv vil begive sig ud på de lange vandringer og mindske risikoen for den totale nedtur, som hun selv mærkede en snert af på egen krop.

Jeg manglede den bog selv. Jeg begik enormt mange fejl første gang – især ernæringsmæssigt, hvor min krop ikke fik nok energi og manglede fedt og protein,” siger Gitte Holtze. kuperet terræn, der giver ekstra belastning til fødderne.

Personlige erfaringer og faglig tyngde

Det var i 2018, at hun drog afsted på sin første lange vandring på Pacific Crest Trail. Efter et giftigt parforhold og tabet af sit drømmejob var hun faret vild i tilværelsen og havde brug for at gøre noget, der kunne hjælpe hende ud af det hul, hun var havnet i. Som friluftsentusiast, der i forvejen holdt af at gå, var det oplagt at hoppe på vandrerejsetrenden.

– Jeg vidste jo ikke, om jeg kunne klare at gå så lang en distance. Det handlede om at sætte mig selv på prøve. Og så fandt jeg jo ud af, at jeg faktisk er god til at gå, og jeg fik blod på tanden til at gå den spanske Camino året efter, fortæller hun.

Gitte Holtze er uddannet journalist, og selvom hun er vant til friluftslivet, og nu har flere tusinder af kilometer på CV’et, så er hun ikke ekspert i hverken fysiologi eller psykologi. Derfor har hun skrevet bogen i samarbejde med en fysioterapeut, en diætist og en mentaltræner.

– Det har været vigtigt for mig, at bogen havde faglig tyngde og var en kombination af mine personlige erfaringer og evidens, som læseren kan stole på, siger hun.

Fødderne er fundamentet

Når man går flere tusinder kilometer, er der nok ingen tvivl om, hvad det er, der bærer kroppen. Det er fødderne. De er fundamentet og tager flere millioner skridt undervejs.

Et af bogens afsnit hedder: Gid jeg havde trænet den ankel. Efter 300 kilometer på Pacific Crest Trail fik Gitte Holtze nemlig ondt i sin højre fod. Det var en uges tid inden startet med ømhed, der kun blev værre og værre, og nu var en borende smerte, der dunkede, hver gang hun tog et skridt. Hvor nogle bruger strategien med at gå smerten væk, tog Gitte i stedet en lille dags pause og valgte at gå mindre de efterfølgende dage. Set i bagklogskabens lys, var det en god taktik. Efter få dage blev foden bedre, og Gitte kunne gå resten af turen næsten smertefrit.

– Det er vigtigt at lytte til kroppen og tage det med ro, selvom det kan være svært, når andre drøner derudaf. Men det går heller ikke at lægge dig en uge, for så bliver det endnu hårdere for kroppen at komme i gang igen, siger hun.

Gitte nævner gangtræning, hvor du får styrket de rigtige muskler, men også styrketræning af anklerne for eksempel med et balancebræt som god fysisk forberedelse.

– Jeg gik i sko, hvor den eneste støtte jo er i hælen, så det var derfor vigtigt at have stærke ankler. Det kan styrketræning af anklerne hjælpe på, forklarer hun.

Gangtræning kan også bruges til at finde de rigtige sko eller støvler, som er forskellig fra person til person.

Det er en god idé at prøve forskellige sko og at gå dem til inden. Så kan du få en idé om, hvor du kan have tendens til at få vabler og mærke, om du har brug for indlæg, eller om skoene bare ikke er de rigtige,” siger Gitte Holtze.

Selv brugte hun ikke indlæg, da hun tidligere i en anden forbindelse havde været til fodterapeut med en meniskskade og fra dengang vidste, at hun ikke havde brug for indlæg.

Hvorfor fuck er jeg her?

Selvom fysikken er vigtig, er der en anden ting, der er endnu vigtigere at træne. Nemlig hovedet. Det opdagede Gitte på Caminoen i Spanien i 2019, hvor spørgsmålet ”hvorfor fuck er jeg her?” pludselig poppede op i hendes hoved. På Pacific Crest Trail havde hun et klart mål om at finde tilbage til meningen med livet. Men da hun gik afsted på Caminoen året efter, var det kun for at få en oplevelse, og fordi hun var blevet bidt af at gå langt. Selvom ruten var cirka 778 kilometer, og hun fysisk havde prøvet langt værre fra Mexico til Canada, så oplevede hun pludselig en kamp med sit eget hoved.

– Det mentale er jo det, der driver os frem mod ting og væk fra dem igen. På de lange vandringer kan du blive ensom, du vil få ondt i kroppen, du vil fryse, og det er der, tvivlen opstår. Selv den mest fysisk stærke mand kan knække, hvis ikke han har forberedt sig ordentligt mentalt.

Men hvordan forbereder man sig så mentalt? Det er nemt at lægge et træningsprogram for at styrke sine ankler eller sin kondition. Men hvordan træner man sin hjerne til at kunne klare at gå flere hundrede eller tusinder af kilometer?

– Inden Pacific Crest Trail havde jeg lavet en lang liste med grundene til, at jeg var der. Den hev jeg frem, hver gang det blev svært, og det hjalp mig til at gennemføre målet, fortæller Gitte Holtze.

Hun forklarer, at det blandt andet handler om at træne sig op til at lære at acceptere irriterende eller svære situationer, som man ikke kan gøre noget ved. Det kan du for eksempel gøre i hverdagen, når du står i en lang kø i Netto, holder i kø på motorvejen eller du taber syltetøj ud over hele køkkengulvet. Selvom det lyder banalt, så er det et godt sted at starte med at finde den indre ro. Men lige meget hvor meget, du for- bereder dig, så kan det ikke undgås, at du får nogle dage undervejs, hvor det hele er noget møg.

– Det var vildt træls at være drivvåd og kold og sidde ude i mudder med en brænder, der ikke virkede, fordi der ikke var mere gas. I det øjeblik ville jeg da hellere ligge i en varm seng. Men når man kommer over de ting, så giver det et kæmpe boost. Det er det vildeste rush.

Formet og forandret

Især på sin rejse fra Mexico til Canada oplevede Gitte, at hun blev formet og forandret af de udfordringer, hun havde klaret undervejs.

– Mange har spurgt mig, hvornår jeg ændrede mig. Men det er en lang proces. Når du går, er der ro, og så kommer den indre stemme, som vi ellers aldrig lytter til i en travl hverdag. Når det hele bliver råt og nøgent, er det der, tankerne kommer på plads, og vi finder ud af, hvad vi gerne vil med vores liv. Det gjorde jeg i hvert fald.

Og det var netop i den rå natur, at Gitte følte sig nøgen og lille. Hun oplevede en helt særlig ydmyghed og respekt over for naturens stærke kræfter.

– Hvis der kom et stenskred eller en bjørn, var der ikke noget, jeg kunne gøre. Det var naturen, der bestemte. Jeg var ingenting. Det er utroligt nærværende, når man går derude i vildmarken og ikke er pakket ind i menneskeskabt infrastruktur og sociale rammer.

Hun husker især én episode, hvor naturen viste sine luner. Det var midt i en ørken tæt på den frygtede og barske Mojaveørken i det sydlige Californien. Temperaturen lå omkring de 40 grader. I de perioder, hvor den lette vind lagde sig, var det som at gå i en ovn. Her gik Gitte dag efter dag.

Jeg begyndte at græde. Af glæde og ydmyghed over at være gæst midt i naturen. Jeg gik i en hede, der i princippet kunne slå mig ihjel. Jeg tænkte bare: ’tak, fordi jeg får lov at komme igennem her’,” fortæller Gitte Holtze.

Det er hårdt at gå langt

Gitte Holtzes vandreoplevelser vidner da også om, at den lange vandring ikke bare er en let spadseretur. Flere gange i sin bog slår hun fast, at det er vandvittigt hårdt at gå langt. Hun gør det ikke for at skræmme nogen væk – men for at sikre, at folk er realistiske, inden de begiver sig ud på deres livs vandrerejse.

– I dag er der rigtig mange, der vil ud og gå langt. Der er mange, som skriver til mig, at de ikke anede, hvad de kastede sig ud i. Præcis ligesom jeg selv, da jeg tog afsted første gang. Hvis man ikke er godt nok forberedt, risikerer man at få modsatte effekt end det, man tog afsted for – nemlig at komme styrket ud på den anden side, forklarer Gitte Holtze.

Derfor håber hun, at bogen kan hjælpe vandrelystne danskere til at få en god oplevelse på deres lange vandring.

– Målet er jo at gennemføre, og det skulle bogen gerne give en bedre chance for at opnå. Jeg håber at give folk redskaberne til at få den vandrerejse, de drømmer om.

Artiklen er fra magasinet Gå Godt 1 2021, som er udgivet af Danske Fodterapeuter.

”Jeg håber at give folk den vandrerejse, de drømmer om”