‘Nedsunken forfod’ eller ‘nedsunken fodrodsknogle’ er tale om én og samme lidelse, hvor fodens lange mellemfodsknogler ændrer stilling.
Den normale ubelastede forfod har en bue på tværs, som kan ses under tæernes grundled. Når foden belastes, rettes denne ud, så hele forfoden får kontakt til underlaget. Dette bidrager til fleksibilitet og stødabsorbering af forfoden, som er nødvendig for at kunne afvikle gangen normalt.
Hvad er en nedsunken forfod?
Ved nedsunken forfod er din tværbue, som navnet antyder sunket ned, så tæernes ledhoveder presses ned i underlaget. Hyppigst er årsagen, at fodtøjet er for småt, men kan også være på grund af svaghed i muskler og ledbånd.
Tilstanden er sjælden før 45-års alderen hvorefter den ses i stigende grad. Kvinder rammes hyppigere end mænd. Derudover øges risikoen for nedsunken forfod betydeligt, hvis man samtidigt har leddegigt og spastiske lammelser.
Tegn på nedsunken forfod er, at pres fra ledhovederne mod forfodens trædepude kan medføre brændende smerter ved belastning af foden, som for eksempel ved gang. Det forøgede tryk på trædepuden kan også medføre hård hud eller ligtorne. Ofte ses hammertæer også i sammenhæng med nedsunken forfod.
Årsager til nedsunken forfod
Der kan være flere årsager til en nedsunken forfod.
- Graviditet øger belastningen på foden pga. den øgede vægt, der belaster fødderne.
- Overvægt i al almindelighed øger belastning af forfoden.
- Tungt arbejde øger ligeledes belastningen på foden og forfoden i særdeleshed.
- Brugen af sko med høje hæle gør, at hele kropsvægten kommer til at hvile på forfoden, hvilket den slet ikke er beregnet til.
Disse belastninger kan medføre, at forfodens muskulatur og sener forlænges, hvorved de ikke længere er stramme nok til at opretholde forfodens tværbue.
Ved en nedsunken forfod har fodtøjet stor betydning, idet et snævert fodtøj hindrer fodens muskler i at arbejde normalt. Desuden vil en høj hæl medføre et stærkt forøget tryk hen over forfoden, hvilket vil modarbejde eventuelle fodøvelsers virkning. Det samme sker ved brugen af fodtøj med en meget hård sål, som for eksempel i træsko. Det er vigtigt, at forfoden kan arbejde naturligt og frit under gang og løb
Behandling mod nedsunken forfod
Først og fremmest vil din fodterapeut rådgive dig til at vælge fornuftigt fodtøj og eventuelt med stødabsorberende såler til at afhjælpe milde symptomer. I sværere tilfælde kan behandling med indlæg komme på tale.
Hvis det ikke kan klare med fornuftige sko, vil fodterapeuten foreslå at du får indlæg i skoen, der kan aflaste foden. Hvilket indlæg, du har brug for, afhænger af, om fodterapeuten vurderer om, om din nedsunkne forfod er stiv eller fleksibel:
- Hvis din nedsunkne forfod er stiv, har du brug for en såkaldt ‘sommerfuglepelotte’, som har fordybninger under ledhovederne for 2.-4. tå, og er en anelse forhøjet under ledhovederne for tå nr. 1. og 5. Formålet er, at fordele belastningen ud på hele forfoden.
- Hvis din nedsunkne forfod er fleksibel har du brug for en forfodspelotte, som støtter tværbuen og eventuelt aflaster særligt udsatte områder på trædepuden. Formålet er at korrigere fejlstillingen i tværbuen og forhindre udvikling af hammertæer.
Begge former for nedsunken forfod kan i særligt svære tilfælde suppleres med en stiv forfodsgænge. Du kan blive henvist til en ortopædkirurg, der vil undersøge din fod og henvise dig til indlæg eller i sjældne tilfælde operation.
Få gode råd
Gode råd er ikke dyre. Her får du uden beregning gode råd om, hvordan du køber sunde sko og vælger fx de rette arbejdssko, sandaler og vinterstøvler.