Der findes en række sygdomme i nervesystem og muskler som i forskellig grad kan påvirke fødderne, og medføre komplikationer her. Problemerne spænder vidt, lige fra hudproblemer til deformiteter af foden eller sammenfald af fodskelettet.
Slappe lammelser, muskelsvind, rygmarvsbrok, polio og spastiske lammelser er eksempler på sygdomme som kan medføre fejlstillinger af foden. Deformiteterne opstår fordi der ændres på det naturlige og balancerede samspil af træk fra muskler og sener i forskellige retninger, som findes i et normalt led.
F.eks. opstår der fejlstillinger ved lammelser, hvor de små stabiliserende muskler i et led ikke længere får signal om at holde knoglerne på plads, men i stedet bliver slappe og eftergivelige, eller ved spastiske lammelser, hvor en muskel på den ene side eksempelvis kan få for mange signaler om at holde sig spændt, således at leddet gradvist trækkes ud af sin plads.
Er denne ubalance til stede fra barneårene, kan det føre til fejludvikling af knoglerne hvor de får en forkert form eller størrelse, mens det hos voksne fører til instabilitet af leddet og naturligvis nedsat eller ophørt funktion.
Tilstandene kan tit behandles med hjælp fra specialfodtøj og terapeutiske indlæg. Behandlingen afhænger af den specifikke fejlstilling. Læs om mulighederne for de tre ovenstående fejlstillinger ved at klikke på dem.
Der er også mulighed for kirurgisk behandling. Operationerne er en kombination af tilskæring af knoglerne, eventuelt mhp. Stivgørelser, og seneforlængelser og –flytninger. Man tilstræber at genoprette leddets naturlige stilling.
Slappe lammelser:
Slappe lammelser betegner en tilstand hvor der ses nedsat muskelkraft, i modsætning til spastiske lammelser, hvor musklen trækker sig ukontrolleret sammen. Slappe lammelser i foden kan være pga. sygdom i bevægenerver, medfødte, opstå som følge af skade på rygmarv eller nerver (f.eks. efter diskusprolaps), rygmarvsbrok (meningocele) eller efter smitsomme nervesygdomme som f.eks. polio.
Diskusprolaps og andre skader på benets eller rygmarvens nederste del kan give anledning til dropfod, som er en tilstand hvor fodens spids hænger nedad, som følge af, at de muskler der normalt, virker på fodens overside er sat ud af spil af lammelsen.
Rygmarvsbrok og polio: Kan give alt fra enkelte, lokale lammelser af muskler til lammelser af hele fodens muskulatur. Rygmarvsbrok kan tilmed lamme følesansen i et område, hvilket kan føre til øget risiko for fodsår, idet den naturlige beskyttelsesfølsomhed er væk.
Sygdomme i bevægenerver (motoriske neuropatier) kan føre til tiltagende tab af funktionsevne og deformitet. Den mest udbredte, medfødte motoriske neuropati er den arvelige Charcot-Marie-Tooths sygdom som er karakteriseret ved at ramme fodens og tæernes strække-muskler, hvilket fører til gradvis udvikling af hulfod med høj fodryg og tæerne i klostilling.
Hos lægen
Den kirurgiske behandling er afhængig af de problemer paresen afstedkommer, som spænder fra alt lige fra fejlstillinger af tæer til fodsår, knyster og andre foddeformiteter. Der kan blive tale om tilskæring af knogledele, flytning af senetilhæftninger, fjernelse af beskadigede led osv. Se under hver enkelt fodlidelse for mere information.
Hos fodterapeuten
Man udskriver tit ortopædisk fodtøj, eller særlige skinner eller indlæg i afhjælpningen af slappe pareser. Se under hver enkelt fodlidelse for uddybende forklaringer.
Spastiske lammelser i foden:
Spastiske lammelser i foden kan opstå sekundært til hjerneskader, enten medfødte eller erhvervede, eller som følge af skader på rygmarven – medfødte eller erhvervede. Den mest almindelige årsag hos voksne er halvsidig lammelse efter en hjerneblødning.
I foden kan spastisk lammelse give anledning til foddeformiteter, dvs. Fejlstillinger af foden, bestemt af det træk som den stærkeste muskelgruppe udøver. Lægmusklerne, fodens oprettermuskel (m. Tibialis posterior) og tæernes lange bøjemuskler er således stærkere end deres tilsvarende, modsatvirkende muskler, hvorfor der ved spastiske lammelser tit ses spidsfod med supination (udaddrejning af foden ved anklen, så både fodryggen og fodsålen kommer til at ligge mere lodret, med fodsålen pegende indad) og bøjede tæer I klostilling, så at der ved gang primært afvikles på forfodens yderste rand.
Behandlingen af spastisk lammelse af foden er en kombination af fysioterapi, medicin og fodterapeutisk intervention, i form af indlægssåler.
Opnås der ved ovennævnte metoder ikke et tilfredsstillende resultat, kan operation komme på tale. Operationen består typisk af en forlængelse af akillessenen, for at afdæmpe det træk som forårsager spidsfod, og flytning af fodudrettermusklens (m. tibialis posterior) tilhæftning, for at modvirke det træk der forårsaget vridet i foden, den såkaldte supination, ofte kombineret med et indgreb på knoglerne i form af tripleartrodese, hvor man stivgører flere af bagfodens led, for at sikre fodskelettets stabilitet.
Fejlstilling af tæerne kan afhjælpes ved mindre operationer, hvor tæernes senetilhæftninger for bøjemusklerne overskæres, for derved at afslappe tæerne, og udrette den klo-agtige stilling.