Gode sko til de første skridt

Få vores guide om alt det, du skal være opmærksom på ved det første skokøb.

Det er vigtigt, at barnets første sko – også kaldet begyndersko – er komfortable og er med til at passe på de små fødder. Ellers øger du risikoen for fejlstillinger og smerter senere i livet, som stråler op i resten af kroppen.

Derfor bør du først købe sko til den lille, når barnet begynder at gå. Indtil da bør du undgå at putte nuttede børnesko på dit barns fødder. Deres udvikling kræver nemlig, at barnet kan bevæge tæerne frit, mærke de forskellige underlag og bevæge foden rigtigt – uden begrænsninger fra en sko.

Er dit barn ikke begyndt at gå, så vent med skoene. Her kan du læse, hvorfor babyfødderne skal have god plads.

 

Kig godt på foden

Skoen skal passe til foden – og ikke omvendt. Derfor skal du være opmærksom på fodens bredde og længde, når du skal købe de første sko. Er fødderne smalle eller brede, lange eller korte? Det er vigtigt at vide, fordi formen på foden afgør, hvilke sko dit barn skal have. Hvis formen passer, passer du bedst muligt på dit barns fødder.

Samtidig skal du sikre dig, at strømperne ikke begrænser fodens bevægelighed. Strømper, der er for små, kan faktisk belaste fødderne lige så meget som for små sko.

Husk rutsjetillægget!

De små fødder skal faktisk have ret meget plads. Men de må heller ikke have for meget plads. Det er her, vokse- og rutsjetillægget kommer ind i billedet. Den gyldne tommelfingerregel er, at der skal være cirka 1 fra den længste tå og til skospidsen. Har du styr på vokse- og rutsjetillægget, sikrer du, at:

  • skoen sidder fast på foden uden at klemme
  • barnet ikke krummer sine tæer for at få skoen med for hvert skridt

Men hvordan ved du, at der er plads nok i skoen? Før du tager hjemmefra, kan du tegne den lille fod af på et stykke papir. Dit barn skal stå oprejst, mens du tegner, for at foden fylder mest muligt. Hold blyanten lidt skråt, når du tegner langs fodens sider.

Så kan du nemlig tage sålen ud af skoen nede i skobutikken, lægge skabelonen på og måle, om der er et vokse- og rutsjetillæg på cirka 1 centimeter. Kan sålen ikke tages ud, lægger du skabelonen ned i skoen. Krøller papiret, er skoen for lille.

Det er ligeledes vigtigt, at du køber en sko med remme eller snører, der sikrer, at skoen sidder godt på foden, så barnet ikke skal anstrenge sig for at få foden med, når det går.

Blødt læder og ruskind

Nu har du styr på størrelsen, men hvad så med materialet? Som med alt andet fodtøj er naturlige materialer som læder og ruskind klart det bedste for fødderne. Det er blødt, åndbart og uden sundhedsskadelige stoffer.

Plastik og kunstlæder giver generelt ikke vores fødder et godt indeklima. Men har du fundet et par søde ballerinasko til brylluppet, eller nogle smarte sneakers til familiefødselsdagen, kan du selvfølgelig godt lade dit barn bruge skoene i en begrænset periode. I dag er der også flere kunstmaterialer, som har indbygget membraner, der lader fødderne ånde.

Har du større børn, er denne guide til sundt børnefodtøj god at have ved hånden, når poderne er vokset ud af deres sko fra sidste sæson.

Kilde: altomfoden.dk og skoringen.dk

Sidebar