Har du styr på din sygehistorie?
Sygehistorien er patientens egen oplevelse af fodgenerne oplyst til behandleren ved en systematisk udspørgen. Det skal klarlægges, hvornår symptomerne/generne begyndte, og om der er sket bedring eller forværring i den tid, der er gået.
- Var der særlige omstændigheder ved de første symptomer, som akut skade eller øget belastning?
- Har man oplevet lignende gener før?
- Hvor specifikt er generne lokaliseret?
- Hvilke konsekvenser har generne på dagligdagsaktiviteter som arbejde og sport?
Den hyppigste gene er smerter, men kan også være nedsat funktion, ændret følesans eller ændret udseende.
Smerter opleves og beskrives forskelligt af patienter, men en smertebeskrivelse giver alligevel yderst vigtig information og grundlag for at stille en korrekt diagnose og behandlingsindikation:
Lokalisation: Er smerten lokaliseret et bestemt sted, eller er den af mere diffus karakter? Er der udstråling af smerten?
Intensitet (styrke): Er smerten let, moderat, svær eller uudholdelig? Hos nogle behandlere benyttes en såkaldt ”Visuel Analog Smertescore” (VAS) til at gradere smerten.
Karakter: Den subjektive smertefølelse kan for nogle være svær at sætte ord på, men kan eksempelvis udtrykkes som værende, stikkende, skærende, borende, murrende, dunkende, jagende, brændende, hvinende og sviende.
Hvornår?: Er smerten konstant eller kommer og går den? Er der hvilesmerter eller natlige smerter eller er smerten værst når foden bevæges og/ eller belastes.
Er der lindrende eller forværrende faktorer?
Med ”nedsat funktion” menes, at man af den ene eller anden grund ikke kan bruge foden som før.
Den nedsatte funktion kan være smertebetinget og kan også opleves i en ellers normalt udseende fod med normal bevægelse. Deformiteter og andre ændringer af fodens anatomi kan føre til mekaniske årsager til nedsat bevægelse. Det kan være sene-bristninger, knogleudvækster og ledskred ligesom deformiteter kan føre til ændring af skoenes pasform medførende tryksmerter og evt udvikling af hård hud og sår.
Nervelidelser og en hel række af andre medicinske lidelser kan også være årsag til nedsat funktion af foden (diskus prolaps, diabetes, gigtsygdomme m.fl.).
Ud over den åbenlyse kosmetiske problemstilling, vil tilstande der fører til ændring af fodens udseende, oftest være præget af smerter og eller nedsat funktion. Årsagerne er komplekse, men det man selv lægger mærke til kan være skæve eller stive tæer, udvikling af platfod, hævelse af led og trykbelastede områder, der også kan være rødligt misfarvede.
Ændret følesans forårsages af nervepåvirkninger. Det kan være lokale trykpåvirkninger eller en generaliseret lidelse. Nervepåvirkning kan opleves som nedsat følelse i nervens forsyningsområde, udstrålende smerter, områder med hyperfølsom hud, hvor mindste berøring kan udløse symptomer eller områder med sovende, prikkende eller snurrende fornemmelse.
Med til sygehistorien hører også en gennemgang af eventuelle andre lidelser, som kan være en direkte eller medvirkende årsag til symptomernes opståen.
Det kan være diabetes, gigt- og bindevævslidelser, nervelidelser, hudlidelser m.fl:
- Tidligere skader og operationer på ben, bækken eller ryg
- Jobbeskrivelse
- Sport- og fritidssaktiviteter
- Medicin
- Alkoholforbrug
- Tobaksforbrug
- Vanligt fodtøj
- Gangfunktion inklusiv behov for støtte eller hjælpemiddel
Når man undersøger foden, er det nødvendigt at sko og strømper kommer af begge fødder, så man kan sammenligne den syge og den raske fod mod hinanden. Herefter gåes systematisk frem, men med fokus på den syge fod.
Er der afvigelser fra fodens normale udseende. Man noterer sig om der er fejlstilling i ankel, bagfod, mellemfod eller tæer. Fodens længde- og tværbue bedømmes. Er der hævelser som kan præsentere ledansamling, knudedannelse eller knyster.
Man noterer sig sårudvikling og områder med hård hud som tegn på abnorm belastning. Er der områder med misfarvning? Det kan også være nødvendigt at se efter fejlstilling i benets øvrige led, skævhed i ryg eller benlængdeforskel. Mindsket muskelfylde på underben sammenlignet med modsidige kan også være tegn på lidelse i foden.
Med fokus på de områder af foden med abnormt udseende vil behandleren herefter føle foden igennem. Der føles efter ømhed og konsistens samt udbredning og relation til knogle eller bløddele. Desuden bemærkes temperaturændringer og fodens puls konstateres og registreres.
Bevægeligheden i fodens led undersøges både aktivt (patienten bevæger foden selv) og passivt (behandleren bevæger fodens led). Sidstnævnte er den mest præcise metode idet undersøgeren kan fiksere en del af foden, så det kun er bevægelsen i et specifikt led eller del af foden der undersøges.
Bevægelserne i foden er komplekse pga. de mange led og deres specielle udformning, men generelt kan man sige, at der foregår en nedad- og opadbøjning samt en indaddrejning og udaddrejning i ankelled og bagfod og primært en nedad- og opadbøjning i mellem- og forfod. Bevægelsen beskrives med grader og pga store individuelle forskelle er en sammenligning med det modsidige led nødvendig. Ved bevægeundersøgelsen noteres samtidig udløst smerte, skurren, klik, spring, løshed og instabilitet.
Slutteligt foretages en funktionsundersøgelse af foden. Foden beskrives i stående stilling og ved gang, idet visse fejlstillinger primært observeres eller forværres ved belastning. Er der normal gangafvikling? Er tåstand mulig?
Til en undersøgelse af foden hører næsten altid en almindelig røntgen optagelse. På almindelige røntgen optagelser er det skelettet der altovervejende fremstilles, og følgelig vil det være abnormiteter i skelettet man får oplysninger om.
Det er tilstande, som brud eller følgetilstande til disse, slidgigt, fejlstilling, ledskred, medfødte misdannelser, knogletumorer m.fl. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med en stress-røntgen optagelse, hvor foden udsættes for en given belastning, for bedst muligt at få fremstillet fejlstilling eller instabilitet. Er tilstanden mere kompleks kan røntgen optagelsen suppleres med en CT-skanning, der fremstiller skelettet i tværsnit og med mulighed for fremstilling af 3D-rekonstruktioner.
Retter mistanken sig mod lidelse i fodens bløddele vil den billeddiagnostiske undersøgelse være en ultralydsundersøgelse eller MR-skanning.
Ultralydsundersøgelsen udmærker sig ved at være hurtig, uden gener og at strukturen kan undersøges dynamisk, dvs under bevægelse. MR-skanning er et værdifuldt billeddiagnostisk redskab til undersøgelser, hvor man ønsker et højt detaljeniveau.
Knogleskintigrafi er en billeddiagnostisk metode, hvor man får indsprøjtet et radioaktivt lægemiddel, der indgår i knoglernes stofskifte. Nogle timer efter indgift registrerer et specielt kamera hvorledes det radioaktive lægemiddel har fordelt sig i knoglerne.
Områder med stor ophobning tyder på højt knoglestofskifte, som det kan ses ved knogleinfektioner, tumorer og brud. Metoden er dog uspecifik og bruges oftest ved screening af hele skelettet.
I tilfælde hvor man ikke har kunnet påvise patologi ved billeddiagnostik, men den kliniske mistanke om lidelse i ankelleddet fortsat er høj, kan man få foretaget en diagnostisk kikkertundersøgelse. Via små stikkanaler til leddet indføres et tyndt, metalrør med optik. Via et tilsluttet kamera og en TV-skærm kan operatøren visualisere strukturerne i leddet og med instrumenter i separate stikkanaler undersøge og behandle eventuelle defekter.
En diagnostisk blokade er indsprøjtning af et lokalbedøvende lægemiddel svarende til det område behandleren mistænker smerterne stammer fra.
Det benyttes i tilfælde, hvor behandler og patient ikke med sikkerhed kan lokalisere smertefokus. Har blokaden effekt kan mistanken være bekræftet, men har den ikke effekt, må behandleren overveje andre årsager til smerterne eller om blokaden er lagt rigtigt.
Her undersøges nervernes ledningsevne med elektroder ved samtidig stimulation. Nerveledningen ændres ved tilstande der afklemmer nerven, nervebetændelse og sygdomme i selve nervecellen.
Ved kronisk sårdannelse på foden kan den manglende opheling skyldes faktorer, som vedvarende uhensigtsmæssigt tryk, kronisk infektion og dårlig blodforsyning. Sidstnævnte kan undersøges med en distal trykmåling, hvor blodtrykket måles på tå- og ankelniveau.
Disse tryk sammenholdes med blodtrykket målt på normal vis på overarmen. Er blodtrykket på foden lavt er det et udtryk for dårlig blodforsyning og det kan give behandleren en ide om såret kan hele på normal vis, eller om der skal mere drastiske metoder i brug, så som operativ bedring af blodforsyningen til benet hos karkirurger.