Pernille Aalund har sagt farvel til stiletter og deadlines og goddag til gummistøvler og frihed  

Som direktør på Aller Media arbejdede Pernille meget. Det er en tid, hun mindes med glæde, men for fem år siden var hun også klar til, at livet skulle være mere end karriere. Så hun rykkede ud på landet og købte nogle gummistøvler for at dyrke den langsommelige fordybelse.

I den lille landsby Ledøje cirka 20 minutter fra Rådhuspladsen i København bor 57-årige Pernille Aalund i et gammelt hus. Det er en af de byer, hvor heste traver på de små veje, og man kan spadsere rundt om gadekæret og ad stier gennem marker og skov. Lyden fra biler er fjern, mens fuglene akkompagnerer indbyggernes liv. Selv på en grå dag som i dag, hvor regnen har gjort jorden fugtig og mudret, og vandet hænger i luften, kalder naturen på, at man kommer ud i den. Og det gør Pernille. Gerne hver dag. Hun trækker i gummistøvlerne, som hun købte, da hun flyttede fra sin villa i Gentofte og ud i landidyllen, og så går hun en tur. Ved siden af hende løber Tulle – en lille dansk/svensk gårdhund.

Siden Pernille for fem år siden slog sig ned i den lille by, har hendes liv ændret sig markant. I mange år havde hun høje stillinger hos Aller Media. Først som chefredaktør for enkelte magasiner og siden hen som direktør for alle Allers magasiner. I de år var hendes liv i høj grad centreret om arbejdet, som hun gerne brugte mere end ti timer på om dagen – iført blazer og stiletter.

Nu er blazeren skiftet ud med store striktrøjer og de høje hæle er skiftet ud med flade støvler. En ting er dog stadig den samme. For uanset typen af sko er det at finde godt fodtøj blevet lidt af et studie for Pernille. Eftersom hun helt tilbage fra sine teenageår har døjet med ømme fødder, er det vigtigt for hende, at sko har en vis komfort og kvalitet.

Jeg vandrer altid længe rundt i butikken, når jeg prøver sko, for at mærke, om der er optræk til noget, der kan blive generende,” siger hun.  

Da hun arbejdede som direktør og dagligt iførte sig sko, der hævede hende 12-15 centimeter op i luften, gjorde hun meget ud af at finde de mærker, som arbejder med at få komfort og æstetik til at hænge sammen. Sko, der havde støtte i svangen, bløde platforme og ikke pressede hendes tæer sammen og gjorde de lange dage uudholdelige. Hun har aldrig haft knyster eller mere ondt… end forventeligt. Måske netop fordi hun har brugt tid på at researche på sko og har taget en beslutning om, at når det kommer til hendes fødder, må hun ikke gå på kompromis med kvalitet.

Vi har mistet kontakten til os selv

Men skoene alene er ikke nok. Pernille er en kvinde, som tør at prioritere sig selv. Det gælder i mange aspekter af livet – herunder også den daglige pleje af sine fødder. Hun får med jævne mellemrum ordnet fødder, hvor neglene bliver filet, huden plejet, og hun får løsnet godt op i fodleddene med en omgang massage. Hun har sågar investeret i et hjemmemassage apparat, ligesom hendes mand er sød til at tage fat, når fødderne driller. Og i de tilfælde, hvor daglig pleje ikke har været nok, har hun opsøgt professionel hjælp fra fodterapeuter.

Når Pernille tør at prioritere sig selv, betyder det ikke, at hun ikke tænker på andre. Det betyder derimod, at hun ikke er bange for at tale om sine behov og forfølge sine drømme – uanfægtet, hvad andre tænker om dem, og at hun måske skal bryde med nogle forventninger.

Hendes liv skal først og fremmest fungere for hende selv. Derfor var det også hendes valg at gå i pænt tøj og stiletter hver dag, ligesom det nu er hendes valg at iføre sig løse jeans og skisokker.

Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg gør ting for mig, og jeg er meget bevidst om, at jeg har ansvaret for mig selv. Det kan jeg ikke lægge over på andre,” siger hun.  

Men Pernille anerkender, at det nogle gange kan være en svær opgave. Ikke fordi hun tror, at vi er ude af stand til at bære vægten af ansvar på vores skuldre, men fordi hun oplever, at mange mennesker ikke er i kontakt med deres krop og følelser. Derfor mener hun, at de har svært ved at vide, hvad de egentlig har brug for – eller brug for at lave om – for at få det godt.

Hun forklarer, at vi bruger så meget energi på andres meninger om os som mennesker, og hvordan vi skal se ud, bo og agere, at vi glemmer os selv og vores historie. Når vi lever sådan, ser hun det næsten som uundgåeligt, at vi vil ende med at blive stressede og fulde af sorg og smerte. Følelser, som vi ikke kan placere og prøver at slippe af med ved at bruge de helt forkerte værktøjer.

– Den købsmani, vi ser i dag, er jo lige som med alkohol og smøger – det er måder at prøve at lukke nogle huller i os selv, men det virker ikke. Jeg tror på, at vi skal tilbage til ritualer og åndelighed og udnytte, at vi faktisk har mulighed for at ændre vores liv hele vejen igennem. Også̊ selvom det kan virke angstprovokerende, siger hun.

Se ud over frygten

Når vi kan udvikle os livet igennem, er det ikke bare et faktum, der er taget ud af en tredjerangs selvhjælpsbog. Pernille er meget interesseret i hjernen og har læst meget om, hvordan den fungerer. Mere og mere forskning viser nemlig, at hjernens plasticitet betyder, at vi gennem vores tankemønstre kan skabe nye forbindelser i hjernen. Dermed kan vi styre vores følelser, som udløser kemiske reaktioner, der påvirker nervesystemet.

Men hjernen er også doven. Den kan godt lide at bruge de forbindelser, der allerede er veletablerede, og derfor kræver det også en indsats, hvis den skal skabe nye. Men for Pernille er det en pligt at gøre netop det – også selvom ukendt land kan virke skræmmende.

Livet handler om valg, og vi kan altid træffe et valg om at leve anderledes, men der er mange undskyldninger for ikke at gøre det. Det kan give angst og savn at ændre på status quo,” siger hun.  

Hun mærkede selv savnet, da hun sagde farvel til villaen i Gentofte. Men på grund af sin viden om hjernen, vidste hun, hvordan hun skulle håndtere følelsen. I stedet for at spekulere over alt det, hun havde opgivet, så hun på alle de muligheder, det nye liv ville give hende. Med tiden blev savnet mindre. Pernille mener generelt, at vi skal være mere trygge ved savnet, for som hun ser det, er det ikke en farlig følelse, men en indikation af, at det man havde, var godt – ikke at det nye er skidt.

Og hendes liv var godt. Hun havde stort ansvar og fik på Aller lov til at udleve alle sine karrieredrømme, arbejde med dygtige mennesker og realisere sig selv som en kvinde i mediebranchens top. Men det var også hårdt, og selvom hun mindes tiden med stor glæde, var hun klar til en ny epoke med andre værdier og prioriteringer.

– Det skaber angst at gøre noget nyt. Det er også derfor, mange mennesker bliver i dårlige forhold eller jobs, fordi det, vi kender, er mere trygt end det ukendte. Sådan er hjernen indrettet helt tilbage fra urmennesket. Men jeg tror på, at vi i mange situationer skal se ud over den frygt, siger hun.

Pernille sagde farvel til livet med deadlines, røde løbere og lange arbejdsdage for i stedet at leve mere lystbetonet og finde tid til fordybelse. I dag er hendes dage hendes egne, og hun styrer selv, hvordan de skal se ud, hvor meget hun vil arbejde, og hvornår hun er hjemme. For selvom hun er gift med den mand, hun bor med og elsker meget højt, er de enige om, at de skal have friheden til også at leve hvert deres liv og ikke hænge hinanden i klokkestrenge. Når det er sagt, så bruger hun meget tid i hjemmet i Ledøje, hvor hun udforsker natur og litteratur.

På opdagelsesrejse i livet

Pernilles stue er indrettet med store, tunge møbler. I den ene ende står to kæmpe lænestole overfor hinanden adskilt af et træbord, hvorpå de bøger, hun er i gang med lige nu, ligger klar til at blive åbnet, og hvor ugens aviser tårner sig op. Langs væggene står reoler med endnu flere bøger, og stakke med romaner står stablet på gulvet ved siden af gamle, ægte tæpper. Det mest bemærkelsesværdige er ikke de ting, der er her, men fraværet af dem, man ikke finder.

Her står ingen Kähler-vaser, blogger-planter, designerborde eller et hav af IKEA-møbler. Hver ting har en historie. Det meste er arvestykker. Skænken, som en gang blev givet i bryllupsgave og lampen, hun selv har lavet ud af en rulle til tapettryk. Det er vigtigt for Pernille at omgive sig med gamle ting.

– Vi er på vej til at blive historieløse. Både i forhold til vores egen familiehistorie, og fordi der i dag er meget lidt tid til fordybelse. Kunst og litteratur er jo egentlig bare én af mange måder at formidle verden. Men der er en langsommelighed over det at bladre i en bog, som giver noget andet end sociale medier, hvor man bare scroller henover siden, siger hun.

Hun arbejder selv med sociale medier, hvor hun deler sin egen rejse ind i sig selv med andre, og hvor hun altid bruger alle de tegn, der er mulige. Men derudover tjekker hun ikke mails, Facebook eller Instagram tyve gange om dagen. Hun tager det roligt. Står op med morgenradio, læser sine aviser, går en tur med hunden i byen og tilbage til sin store stol, hvor hun åbner en bog og forsvinder fra verdens kaos.

Jeg har taget en beslutning om at bruge de næste ti år af mit liv på at fordybe mig i alle de ting, der ikke er tid til i vækstperioder. Musik, kunst, bøger, oplevelser, natur og rejser,” siger hun.  

Det er altså vigtigt for Pernille, at tilværelsen i dag giver hende mere tid til alt det, hun tidligere har måttet vælge fra. Når det er sagt, så fortryder hun ikke noget. For som hun ser det, er hun alt det, hun er i dag, i kraft af, hvad hun har været – og hvor hun vil hen. Og der er stadig mange steder, hun vil udforske. For nu har hun skiftet stiletterne ud med gummistøvler og mange opgaver med stor frihed. Hvad der sker, når den epoke er slut, er endnu et uskrevet kapitel.

– Jeg bliver aldrig færdig med at tage på eventyr og udvikle mig. Derfor bliver jeg også ved med at stille mig selv de spørgsmål, jeg er bange for at svare på. Men grundlæggende mener jeg, at lykke opstår, når livet giver mening. Og lige nu giver naturen, roen og fordybelse mening.

Artiklen er fra magasinet Gå Godt 1-2020, som er udgivet af Danske Fodterapeuter.