Demens og fodterapi

Fodterapeut Karna Rosendal har særlige forudsætninger for at hjælpe demensramte patienter. Få hendes bedste råd til at gøre fodterapi til en god oplevelse for både patienten og de pårørende.

Mange pårørende til en dement er lidt usikre på, hvordan en aftale hos fodterapeuten vil spænde af. Det kan have negativ indvirkning på patientens oplevelse.

Sådan behøver det ikke at være, og sådan er det ikke hos Karna Rosendal, der driver klinikken Feet4U i Brønshøj. Karna arbejdede som Sosu-assistent, før hun uddannede sig til fodterapeut. Og allerede i plejesektoren specialiserede hun sig i at håndtere mennesker med demenssygdom.

Jeg fik interessen tidligt i min tid som Sosu, og jeg fik mulighed for at efteruddanne mig med speciale i demens. Derefter arbejde jeg i flere år med supervision af demenspleje. Så det er klart, jeg har gode forudsætninger for at håndtere mennesker med demens,” konstaterer Karna Rosendal.

Hun modtager mange demensramte, som har behov for fodterapi, og vi har bedt hende udpege nogle af ting, pårørende kan gøre for at forberede den dementes besøg hos fodterapeut.

Pårørende i nærheden

Behandlingen starter allerede, når Karna aftaler en tid med den pårørende til den demensramte. I telefonen får hun lidt viden om sin kommende patient, og hun kan briefe den pårørende om, hvordan vedkommende skal forholde sig.

Jo bedre info, den pårørende kan give i telefonen, jo bedre mulighed for en rolig og vellykket behandling. For i klinikken er det bedst, hvis den pårørende holder sig i baggrunden og lader fodterapeuten styre begivenhederne.

– De pårørende skal følge patienten til klinikken, hvor de skal forblive under behandlingen. Jeg beder dem sætte sig i nærheden, men jeg beder dem også om at undgå at sige noget, medmindre jeg taler til dem. Ellers kan det virke forvirrende for den demente, siger Karna.

En væsentlig forberedelse er, at Karna gennem den pårørende har fået lidt baggrundshistorie på patienten.

– Jeg småsludrer med patienten om noget, han eller hun er interesseret i. Det er vigtigt, at jeg lever mig ind i deres verden, så samtalen foregår på deres præmisser.

Hun husker en patient, som var temmelig urolig under behandling. Karna havde fået at vide, patienten havde arbejdet som pædagog, og derfor prøvede hun at dreje samtalen over på noget kreativt.

Det endte med, at patienten sad og koncentrerede sig om at klippe en julenisse, mens jeg klippede neglene,” forklarer Karna.

Forberedelse eller brug for bedøvelse

Karna har altid forberedt sig, så alle redskaber ligger klar inden for rækkevidde. Det er vigtigt, at hun ikke skal rejse sig og forlade en demensramt patient, mens behandlingen er i gang.

– Det er vigtigt, at jeg holder øjenkontakt med patienten, så den demensramte kan se, jeg ikke er nervøs. Det kan også virke beroligende at røre, f.eks. lægge en hånd på skulderen, mens patienten finder sig til rette.

– Hvis jeg ved, at noget vil komme til at gøre ondt, så forbereder jeg patienten på, at det kan være lidt ubehageligt et øjeblik. Ofte kan de ikke mærke så meget smerte – det kan være en følge af demenssygdom – men jeg forbereder dem alligevel på, at det kan ske, understreger Karna.

I denne del af behandlingen er den pårørende til stede, men forholder sig i ro og i baggrunden. Det er en fordel for Karna, at hun på forhånd har spurgt bl.a. til den dementes forhold til smerte, så hun har et billede af behandlingens forløb.

Validering skaber ro

Når fodterapeuten småsludrer, kan det ske, at patienten er ude af stand til at besvare et elementært spørgsmål. F.eks. at komme i tanker om navnene på sine egne børnebørn.

Her skal den pårørende normalt heller ikke springe ind i samtalen. I stedet vil fodterapeuten bruge den teknik, som hedder ”at validere”, forklarer Karna.

Jeg svarer noget i retning af, at ”der er også så mange navne at holde rede på”, og så taler jeg roligt videre om et andet emne. Man skal altså ikke rode rundt i det samme emne, som er svært for den demente, men man skal vise, at man anerkender deres verden. Det er med til at skabe tryghed,” forklarer Karna.

Det kan altså være rart at spørge fodterapeuten forud for konsultationen, om terapeuten kender til validering.

Efter behandlingen giver Karna vejledning til den pårørende om, hvordan de skal forholde sig fremover. Hvis ikke fodterapeuten tager initiativ til at give vejledning, kan det være en god ide at spørge efter det.


Tip: Terapeuten må gerne nynne

En demensramt kan være meget følsom over for alt, der kan sanses. Farver, lyde, bevægelser, dufte.

Karna sørger altid for at slukke radioen og skabe ro i lokalet, før hun starter behandling med en dement patient. Til gengæld står hun selv for noget af ”underholdningen”.

– Ofte sidder jeg og nynner, mens jeg udfører behandlingen. Det virker beroligende på de fleste med demens, at du nynner en stille melodi, forklarer Karna med et smil.


Opsummering: De vigtigste råd som pårørende til demensramt hos fodterapeuten

  • Fortæl på forhånd behandleren om den dementes baggrundshistorie, så fodterapeuten er forberedt på emner, det kan være godt at tale om.
  • Find en plads og bliv i lokalet under behandlingen – men undgå at blande dig i behandlingen.
  • Oplys på forhånd fodterapeuten om den dementes forhold til smerte i fødderne.
  • Spørg om fodterapeuten har øvelse i at benytte ”validering” i sin kommunikation, så behandleren kan vise anerkendelse og respekt for den demente.
Sidebar