Leddegigt
Leddegigt er, i modsætning til slidgigt, ikke et resultat af slid eller forkert belastning, men derimod en vedvarende betændelsestilstand af ledhinder og -kapsler, som med tiden kan medføre nedbrydning af brusk og knogle i leddene. For det meste rammes mere end ét led, flere forskellige steder i kroppen og i et symmetrisk mønster.
Hyppigst rammes fingrenes grundled, mellemled og håndleddene, men alle led kan rammes. I foden rammes især tæernes grundled, bagfodens led og anklerne, i nævnte rækkefølge.
Forekomsten i den danske befolkning er på ca. 1% hvilket betyder at omtrent 50.000 danskere er ramt. Størstedelen af patienterne mærker de første sygdomssymptomer i 40-70-årsalderen. Der er en vis familiær sammenhæng og således har førstegradsslægtninge en cirka fire gange forøget risiko for at blive syg i forhold til baggrundsbefolkningen. Kvinder rammes hyppigere end mænd, og således er o tredjedele af patienterne kvinder.
Der er tale om det man kalder en autoimmun lidelse, det vil sige, at kroppen laver et immunrespons mod sine egne celler – i dette tilfælde de celler omkring leddet som har med dannelse af ledvæske at gøre, og som befinder sig i hinder, seneskeder og slimsække. I disse væv opstår betændelse, som medfører en nydannelse af betændelsesceller, som breder sig til det omkringliggende væv, blandt andet ved at ”ætse” vævet væk ved hjælp af særlige enzymer. På denne måde opstår der huller i brusk og knoglevæv, hvilket kan føre til smerter, fejlstilling og stivhed af leddene, hvis tilstanden ikke behandles i tide. Leddegigt kan ikke kureres, men kan ved hjælp af moderne behandling forhindres eller bremses.
Sygdommen kan præsentere sig meget forskelligt. Hos ca. 2/3 udvikles den gradvist over måneder, mens den hos ca. 1/3 har et akut forløb, med et forløb over få dage til uger. Typisk rammes fingrenes grund- og mellemled først med tiltagende ømhed og stivhed, og senere tilkommer hævelser af leddene, muskelsvaghed og vanskelighed ved at knytte hænderne. Der kan dog også ses debut i et enkelt af de store eller mellemstore led.
- Uspecifikke symptomer i form af influenzalignende symptomer: træthed, muskelsmerter og evt. feber.
- Ledhævelse og ømhed: Betændelsen i leddet medfører fortykkelse af hinder og kapsler, samt øget produktion af ledvæske. Dette medfører bløde hævelser, som kan være udtalt ømme, særligt omkring ledlinjen.
- Ledstivhed: Særligt udtalt om morgenen. Det kan tage flere timer at ”varme leddet op”.
- Muskelsvaghed: Sker som følge af ledforandringerne, som svækker muskulaturen omkring leddet.
- Ledinstabilitet og fejlstilling: Ødelæggelsen af væv kan også omfatte ledbåndene omkring leddet, så stabiliteten mistes, og knogleenderne kan blive fejlstillet, eller blive tilbøjelige til at ryge af led. Typiske tegn på fingrene er skråtstilling og ”svanehalsdeformitet” (se figur) mens der på foden tit ses skæv storetå (LINK) og hammertæer (LINK).
- Nedsat bevægelighed: Sker som følge af de destruktive forandringer.
Sygdommen kan i sjældne tilfælde også præsentere sig uden for bevægeapparatet.
Følgende symptomer kan være til stede:
- Spyt- og tårekirtelbetændelse: Kaldes Sjögrens syndrom, og rammer 15-20% af leddegigtpatienter. Betændelsen medfører ophør af kirtlernes funktion.
- Betændelse af seneskeder og slimsække: Kan føre til ømme hævelser, der i værste tilfælde kan briste eller medføre følgelidelser som karpaltunnelsyndrom og springfinger.
- Sår eller knuder i huden: Sårene kan opstå pludseligt pga. hud- eller karbetændelse. Knuderne kan blive flere centimeter store, og findes især på steder med tryk.
- Lunger/lungehinde: Kan blive betændt, eller i sjældne tilfælde få gigtknuder eller ikke-bakteriel lungebetændelse.
- Øjenbetændelse/gigtknuder i øjne: På samme måde som lungerne kan øjnene rammes af følgesymptomer i form af ikke-bakteriel betændelse eller gigtknuder.
- Carpaltunnelsyndrom: Kan opstå pga. hævelser i håndledsregionen.
- Hjerte: Der kan også opstå hjertehindebetændelse, som kan give smerter i venstre side af brystet.
Træning: Ved hjælp fra ergoterapeuter, fysioterapeuter og fodterapeuter bliver patienter instrueret i at bruge de svækkede led mere skånsomt, samt at træne dem op, for at forbedre funktionen. Hjælpemidler såsom særligt gigtbestik (se billede) kan hjælpe patienter med nedsat funktion. En vigtig del af behandlingen er patientundervisning, da en øget forståelse af sygdommen medfører en forbedret livskvalitet.
Hjørnestenen i behandling af leddegigt er hurtig og aggressiv behandling med immundæmpende midler. Behandlingen sigter mod at hæmme betændelsesreaktionerne i de ramte led, og derved mindske vævsdestruktionen. Nedenfor omtales et par af valgmulighederne:
- Binyrebarkhormon: Har været brugt i mere end 50 år, og svarer til et naturligt forekommende hormon (kortisol), som produceres af binyrerne. Hormonet virker betændelsesdæmpende med hurtig indsætning, men har desværre en række uheldige bivirkninger der gør at stoffet kun kan benyttes i korte perioder, eventuelt lokalt via indsprøjtning i leddet. Man vælger tit at behandle med binyrebarkhormon i sygdommens tidlige fase, indtil de mere langtsomtvirkende midlers effekt indtræder.
- DMARD (Disease Modifying AntiRheumatic Drugs): betegnelsen dækker over en række langtsomtvirkende betændelsesdæmpende midler, såsom Methotrexat, Salazopyrin og Klorokin. Som regel indledes behandlingen med Methotrexat i tabletform. Samtidig gives et tilskud af folinsyre (et B-vitamin), fordi Methotrexat hæmmer din egen folinsyreproduktion. På den måde mindskes risikoen for bivirkninger. Som nævnt ovenfor gives samtidig hurtigtvirkende betændelsesdæmpende medicin fordi effekten af DMARD-stofferne indtræder langsomt. Bivirkningerne er få, men omfatter blandt andet øget tilbøjelighed til infektioner.
- Smertestillende: Ved behov. Man forsøger sig med svage smertestillende præparater fra gruppen NSAID (omfatter de almindelige smertestillende håndkøbsmediciner) som både virker smertestillende og betændelsesdæmpende. Der er dog desværre en række bivirkninger fra mave-tarmsystemet forbundet med kronisk NSAID-forbrug, hvorfor man bør vise en vis tilbageholdenhed, og holde dosis så lav som muligt, særligt hos ældre.
- Biologiske midler: Omfatter nye midler som infliximab, adulimab og etanercept. Princippet går på at hæmme de særlige biologiske signalstoffer (cytokiner), som er ansvarlige for signalet om at starte en betændelsestilstand. Til disse signalstoffer hører TNF-alpha (tumor necrosis factor), som er en af de vigtigste signalstoffer i betændelseskaskaden.
Derfor er det netop TNF-alpha som de fleste moderne, biologiske lægemidler søger at ramme. Dette gøres ved hjælp af særlige antistoffer, som binder sig og inaktiverer stoffet. Fælles for disse er, at de har en hurtigt indsættende og kraftigt symptomlindrende effekt samt en udtalt hæmmende virkning på udviklingen af uoprettelige ledskader.
Kan blive nødvendigt ved utilstrækkelig effekt af de øvrige behandlingsmuligheder, eller uacceptabel funktion af et led. Operationer kan bestå af blandt andet fjernelse af det syge led, tilskæring og stivgørelse af leddet eller indsættelse af nyt led.
Leddegigt i foden
Foden og anklen rammes hyppigt af leddegigt. Særligt udsat er tæernes grundled, bagfoden og anklen, i nævnte rækkefølge, men alle led kan rammes.
Ligesom med leddegigt andre steder i kroppen, er der tale om en betændelse af de celler i hinden omkring leddet, som danner ledvæsken (hvis funktion er at smøre leddet). Når disse bliver betændte, strømmer en masse immunceller til fra blodbanen. Dette fortykker hinden voldsomt, samtidig med at der dannes en rigelig mængde betændelsesvæske i ledhulen. Derfor bliver leddet hævet, rødt og ømt.
Efterhånden som betændelsescellerne i væsken breder sig, ”ætser” de ledbrusken på knoglernes kontaktflader væk, og i sidste ende de stabiliserende ledbånd omkring leddet, hvilket fører til smerter og evt. fejlstilling af knoglerne, samt diverse andre typiske leddegigt symptomer (LINK).
For en uddybende forklaring henvises til artiklen om leddegigt
I bagfoden fører fejlstillingen ofte til en såkaldt ”varusstilling” hvor fodens trædepude vinkles indad, og anklens yderside vinkles udad, tit kombineret med platfod (LINK), som er en affladning af fodens længdebue.
I forfoden opstår tit Hallux Valgus (LINK) eller såkaldt ”skæv storetå med knystdannelse” og hammertæer (LINK), foruden at de små tæer har tendens til at gå af led i grundleddene. Som følge af brusknedbrydningen kan der desuden opstå sekunder slidgigt med fejlstilling af diverse led, og fedtet i trædepuden under foden kan svinde væk, samtidig med at der dannes abnorme mængder hård hud (hyperkeratose) under de fejlstillede tæer. Det samlede kompleks kan være ret så smertefuldt.
For de overordnede behandlingsprincipper ved leddegigt henvises til artiklen leddegigt.
Fodterapeutisk behandling:
Er en vigtig del af den samlede behandling, særligt ved fejlstilling af bagfod eller tæer. Man henviser til fodtøj med rigelig plads og støtte til foden, f.eks. ved specialfremstillede sko og såler. Det er vigtigt at skoen sidder tæt og stabilt om foden, samtidig med at det har en effektiv støddæmpende virkning. Selve skoen skal efterlade rigeligt plads til tæerne, mens indlægssålen støtter de særligt trykudsatte steder på foden. Det er desuden tit nødvendigt med regelmæssige besøg hos en fodterapeut, så den overflødige og smertende hårde hud kan blive fjernet.
Leddegigt i anklen behandles primært ved indsættelse af nyt ankelled, idet man herved bevarer noget af fodens bevægelighed, frem for hvis man valgte en stivgørende operation (som man f.eks. tit gør ved slidgigt). Det forholder sig nemlig sådan, at bagfodens led tit også er medinddraget af gigten og derved stivere end normalt, hvorfor en stivgørende operation af anklen ville gøre hele foden ubevægelig. Succesraten efter indsættelse af kunstig ankel hos leddegigtpatienter er lavere end hos andre patienter især pga. skrøbelig hud og knogler.