Hvad er en hammertå?
En hammertå ses ofte i forbindelse med en nedsunket forfod. Senerne, der ligger oven på foden og hæfter fast på tæerne, trækker sig sammen og trækker derved tæerne op i en hammertå-stilling. Tæerne består af et grundled, midterled og yderled. Ved hammertå er midterleddet bøjet, mens grundleddet og yderleddet er strakt.
Hvis både yderleddet og mellemleddet er bøjet kaldes det en klotå. Deformiteten ses, når patienten står almindeligt på jorden, og den vil i det tidlige forløb kunne rettes ud til normal stilling, enten ved egen hjælp fra tåens muskler, eller ved at tage fat i den og rette den ud. Dette kaldes ”fleksibel hammertå”. Sættes der ikke ind overfor den fleksible hammertå, kan den udvikle sig til en ”stiv hammertå”, som altså ikke kan rettes ud – heller ikke med hjælp.
Da tåen ved siden af storetåen typisk stritter mest ud, opstår hammertåen ofte der, men alle tæer, på nær storetåen, kan rammes.
Hvordan opstår det?
Som med mange andre tådeformiteter er fodtøjet den største synder, når det drejer sig om udvikling af lidelsen. Hvis man over længere tid går i for korte eller smalle sko, vil tåen bøjes og efterhånden vil de tilhørende muskler og sener blive kortere og kortere, så tåen til sidst ikke kan strækkes ud.
Fejlstillinger, som nedsunket forfod og hulfod, har en stor indflydelse på hammertæer. Når forfoden synker sammen udviskes tværbuerne og fodens fleksibilitet nedsættes. Musklerne trækker sig af den grund sammen for at skabe fleksibilitet og trækker herved tæerne op i hammertå.
Den anden negative effekt ved fodtøj, der ikke giver foden nok plads, er, at fodens små muskler bliver sat ud af spil, hvilket betyder, at de ikke kan stabiliserer tæerne.
En række nerve-muskellidelser, kan også være årsag til hammertæer, fordi lidelserne nedsætter kontrollen over de muskler, der stabiliserer foden. Det skaber en ubalance af muskelkontrollen over tæerne, som kan føre til fejlstillinger. Diabetes er en af de største årsager til problemet. Hammertæer kan også skyldes skader på tæerne eller medfødte misdannelser af tæerne.
Hvordan føles det?
Fejlstillingen af tåen kan gøre, at huden på oversiden rammer overlæderet på skoen, hvilket kan medføre rødmen, sår og store smerter.
For folk med nedsat blodomløb i fødderne, fx diabetespatienter, er sårene et betydeligt problem. Et andre symptom er et øget tryk fra underlaget mod tåspidserne.
Vabler og hård hud kan også opstår over de steder, der støder på skoene. Ligtorne eller deformering af tåens yderste led er ligeledes ikke usædvanligt.
Hvordan forebygger du hammertæer?
Fodtøj med tilstrækkelig plads er den bedste måde at forebygge hammertæer på. En måde at sikre sig, at der er plads nok i en ny sko er ved at placere sin fod på et stykke papir, tegne omridset af foden, og derefter klippe formen ud. Hvis formen ikke ubesværet kan være i skoen, er den for lille! Har du medfødte eller erhvervede fejlstillinger, kan fodterapeuten fremstille fodindlæg, der forebygger og korrigerer.
Derudover er det vigtigt at holde sine tæer i form. Dette gøres bl.a. ved at undgå lange perioder med stillestående arbejde. Der findes også øvelser du kan udføre for at holde dine tæer i form.
Behandling af hammertæer
Hvis du har fået en hammertå, er det vigtigt, at du undgår sår på tåen, da det kan udvikle sig til ligtorne. Derudover skal du selvfølgelig sørge for at bruge fodtøj med masser af plads til tæerne for ikke at forværre udviklingen, og træne tåens muskler.
Lider du af diabetes eller andre sygdomme med nedsat følesans eller blodgennemstrømning i tæerne, skal du kontakte din læge, hvis du bemærker fejlstilling af dine tæer.
Hvis det ikke hjælper at skifte dit fodtøj ud med en rummelig tåboks, kan det blive nødvendigt med hjælp fra en fodterapeut.
Fodterapeuten vil for det meste forsøge at aflaste med plastre og et forfodsindlæg, som ofte kan afhjælpe generne. Indlæggene er en såkaldt forfodspelotte, som virker ved at løfte forfoden, der retter det overstrakte grundled ud. Der findes både fabriksfremstillede og individuelt tilpassede indlæg, hvor sidstnævnte er den absolut bedste, men også dyreste løsning.
Er indlæg ikke tilstrækkeligt til at aflaste, kan der blive tale om en såkaldt forfodsgænge eller specialfremstillede, ortopædiske sko.
Lægens beahndling
Det kan komme på tale at operere foden, hvis intet andet virker. Der sker typisk ved at ændre muskeltrækket på tåen ved at skære, forflytte eller forlænge senerne. Disse operationer kan laves alene, eller i kombination med at knoglerne skæres til, så tåen rettes ud – sidstnævnte gøres typisk ved at fjerne mellemleddet.