Fodskelet, muskler og led

Skelettet i foden er spinkelt og vejer kun cirka 100 gram. Alligevel kan det tåle at blive belastet flere gange din kropsvægt tusindvis af gange. Det er dog en forudsætning, at belastningen kan fordele sig ud i hele den del af foden, som er i kontakt med underlaget i det øjeblik.

Fodens led kan inddeles i ankelleddet, fodleddene og tåleddene. Ankelleddet er det såkaldte hængselled, der ligger mellem underbensknoglerne og de øverste fodrodsknogler. Det kan inddeles i det øvre ankelled og det nedre ankelled. Bevægelsen foregår i forskellige akser og derfor kan ankelleddet flektere op og ned og dreje til siderne, og fodsålen kan vende henholdsvis indad og udad. Leddene bliver holdt sammen af ledbånd, der spreder sig i en vifte og er hæftet på de forskellige knogler.

De øvrige led mellem anklen og tåleddene, kaldet fodrodsleddene, bevæger sig i små glidebevægelser. Det er små ægte glideled med stramme kapsler. Den måde knoglerne er sammensat, danner en tværbue ved mellemfodsknoglerne, hvilket gør foden fleksibel i forhold til det terræn, vi går på. Tværbuens fleksibilitet og stødabsorbering er en vigtig faktor i forhold til, hvordan vi går.

Tæernes led er enkle hængselled og kugleled. Tåleddene kan yderligere inddeles i grundled, mellemled og yderled.

Musklerne deler man op i de lange muskler, som forbinder underbenet med foden, og de korte muskler, som forbinder bagfod med forfod og tæer.

I svingfasen, når foden ikke har kontakt med underlaget, styrer de lange muskler fodens stilling. I nedslaget bidrager de til støddæmpningen, og i afsættet til accelerationen.

De korte muskler er med til at holde trekanten samlet og sikrer derunder især første stråle.

Fodens mange knogler er forbundne med små led – primært glideled. Leddene giver foden en plasticitet, som den kan stå på underlag af alle slags og med alle hældninger og ujævnheder.

Tæernes grundled er små kugleled, hvori tæerne kan bøjes 50-60 grader opad, hvilket er nødvendigt for den normale gangafvikling. Tæerne arbejder her i modsat retning af arbejdsretningen for fingrene, hvilket reducerer deres mulighed som vikarer for fingrene.

Leddet mellem underben og fod er et såkaldt universalled (to akser som krydser hinanden ligesom i et skibskompas), som tillader foden at indstille sig i alle hældninger, så den altid passer til terrænet.

Foden kan endog indstilles i forlængelse af underbenet, og derved tillade en balletdanser at komme helt op at stå på tåspidsen. Det kræver dog, at storetåen støttes i skoen.

For fødderne består gang af tre faser: hælisæt, fuld fod og afsæt.

Hælisættet foregår med strakt knæ og foden et godt stykke foran kroppen. Underbenets muskler holder foden i sin 90 graders position og en smule indaddrejet. Den afrundede hælballe fatter som det første jorden og etablerer friktion, så foden ikke skrider frem. Hælen dæmper nedslaget gennem en hælbaldedeformation og ved en landing af forfoden kontrolleret af de lange muskler på forsiden af underbenet. Første mellemfodsknogle er løs og lidt nedadbøjet, så den kan møde underlaget.

Fuld fod: Foden lander i princippet på tre punkter, som starter med hælen efterfulgt af fodballen under 5. mellemfodsknogle og tå. Foden deformeres, forlænges og tæerne spredes, hvorved senepladen i fodsålen opspændes elastisk som en del af en yderligere støddæmpning.

Afsæt. Efter at foden har været støddæmpende og fjedrende skal den nu være lige det modsatte, nemlig stiv og mekanisk effektiv. Denne dobbelte funktion med en lynhurtig omstilling midt i standfasen gør menneskenes fødder enestående. Forståelse af denne mekanisme er nødvendig for alle tiltag til træning, aflastning og støtte af foden. Afsætsmusklen, den store lægmuskel, løfter hælen og drejer den lidt indad. Da forfoden er fast placeret på jorden medfører dette en yderligere drejning af forfoden (højre forfod mod uret), som låser alle de små led, og det gør foden stiv. Samtidig kommer der en stor opadbøjning (50-60 grader) af tæerne, som strammer senepladen yderligere op, hvilket gør foden endnu mere stiv.
Som nævnt blev storetåen og 1. mellemfodsknogle under slægtens udvikling inkorporeret i menneskets fod. Knoglen er speciel, den er tykkere og stærkere end de øvrige, den har et specielt rodled,  ligesom den har mange flere tilhæftninger af muskler og ligamenter.

I standfasen bevæger legemstyngdepunktet sig fremad og ud over standbenet, for derefter at passere over kropsmidtlinien til den modsatte side, hvor det kommende standben gør sig klar til at tage over.

Bevægelsen modvirkes eller forsinkes af kontraktion af muskler på bagsiden og på ydersiden af underbenet, som begge er med til at stabilisere 1. stråle, hvorved den sættes i stand til at bære afsætstrykket. Hvis storetåen fejler i denne sene fase af afsættet og giver efter, lægges trykket på 2. og 3. stråle, og vi har den tilstand, som fejlagtigt kaldes nedsunken forfod, men som snarere bør kaldes en løs første stråle.

Mens støddæmpningen ved gang foregår tre steder i standbenet: i anklen, i knæet og ved bækkenets kipning til modsatte side, er den ved løb koncentreret til knæet.

Nedslags belastningen er øget 2-4 gange, og det er vigtigt at få denne belastning spredt på et så stort areal som muligt. Det er derfor bedst at lande på hele foden og ikke på hælen (hælløbere) eller på forfoden (forfodsløbere).

Dette opnås ved at lade foden lande lige i kroppens forreste frontale plan. Stikker man foden længere frem, lander man på hælen og overbelaster den.

Isætning af hele foden er specielt nødvendigt for barfodsløbere, som må styre dette meget nøje, især ved distanceløb, hvis det skal være en fornøjelse, og hvis skader skal undgås. En skosål beskytter foden mod spidse og skarpe strukturer og kan bidrage til støddæmpningen ved løb på hårdt underlag.