Hvis dit barn til skal til fodterapeut

Skal dit barn have fodterapi? Så er der flere ting, du kan gøre, for at besøget hos fodterapeuten bliver en god oplevelse for dit barn. Her får du tips til, hvad du kan gøre før, under og efter behandlingen.

Uanset hvilken form for fodterapi dit barn har behov for, så kan du som forælder hjælpe dit barn til at få en så god oplevelse som muligt ved at følgende nedenstående råd. —

Før behandlingen

Noget af det vigtigste, du kan gøre, er at forberede dit barn på besøget hos fodterapeuten i god tid.

  • Fortæl barnet, hvad der skal ske, og hvorfor det skal ske. Du kan også fortælle, hvad fodterapeuten skal hjælpe barnet med, så de forstår, hvorfor det er vigtigt at få behandlingen.
  • Spørg om dit barn, hvad han/hun tænker om at skulle til fodterapeut.
  • Hvis barnet spørger, om det gør ondt, så lyv endelig ikke. Fortæl hellere, at fodterapeuten gør, hvad de kan for at mindske ubehaget. Når du bestiller tid til behandlingen, kan du spørge, om det kan være ubehageligt, og om der er noget, du kan gøre på forhånd.
  • Forklar også barnet, at det er vigtigt at kunne sidde stille under behandlingen.
  • Fortæl barnet, at du vil være til stede under hele behandlingen.
  • Giv barnet kontrol over, om bamsen eller dukken med til behandlingen, men ikke om behandlingen skal foretages eller ej.

Under behandlingen

Som forælder kan du selv bidrage til at gøre besøget hos fodterapeuten til en god oplevelse.

  • Hvis fodterapeuten stiller barnet spørgsmål, så lad barnet svare først, før du supplerer.
  • Forhold dig roligt og vær opmærksom på dit kropssprog og ansigtsudtryk. Hvis du viser, du er utryg, bliver barnet det også.
  • Vis, at du tror på, at barnet kan klare det ved at sige: “Du kan klare det” i stedet for “Du skal ikke være bange”. Vend de negative tanker til noget positivt.
  • Accepter dit barns måde at håndtere behandlingen på. Måske dit barn vil se en tegneserie, høre dig eller fodterapeuten fantasere om, at fodterapeuten tryller fodvorten væk eller følge med i behandlingen og se, hvad der foregår.
  • Hvis barnet har brug for fysisk tryghed, kan du fx høre, om der er mulighed for, at barnet kan sidde på dit skød, eller om I kan holde i hånd.
  • Lyt til fodterapeutens instruktioner og bak op om behandlingen.

Efter behandlingen

Når behandlingen er overstået, kan du samle op på, hvordan barnet oplevede den.

  • Tal med dit barn om, hvordan han/hun oplevede at være i behandling.
  • Ros dit barn for at have klaret behandlingen.
  • Overvej en form for belønning, som fx at lave noget sjovt sammen eller noget andet, barnet kan lide.

Kilder: Børneliv, Rigshospitalet og Hvidovre Hospital

Sådan opdager du om dit barn har fodproblemer

Læs her,  hvad du kan være opmærksom på

Sidebar
Sidebar