Sådan opdager du om dit barn har fodproblemer

Børn kan – ligesom voksne – have fejlstillinger i fødderne. Hos børn kommer fejlstillinger dog ofte til udtryk på en lidt anderledes måde end hos voksne. Det kan fx være, at barnet ikke vil med ud at gå, sakker bagud eller løber meget mindre end jævnaldrende.

Ofte har dit barn ikke smerter, men oplever problemer med at falde over egne ben, at fødderne drejer indad, eller at knæene går mod hinanden.

Du kan også opdage fodproblemerne ved, at dit barn konsekvent træder sit fodtøj skævt. Børn kan være hypermobile eller have sygdomme, der rammer fødderne.

30 PROCENT af alle børn i fireårsalderen har in-toing, hvor fødderne peger mod hinanden.

Kilde: sundhed.dk

Nedgroede negle plager børn

Nedgroede negle er en mere synlig plage, der rammer mange børn, fordi de går i for smalle sko eller dyrker en sportsgren, som fx fodbold eller ishockey, hvor støvlerne er snævre og hårde.

Fodterapeuter behandler nedgroede negle ved at sætte en tynd, smal bøjle på tværs af neglen, som langsomt retter den op. Er der gået betændelse i neglen, kan det skyldes, at der ligger en stump negl under neglen og skaber problemer. Derfor er det en god idé at få det undersøgt, inden lægen udskriver antibiotika.

Fod-, gang- og løbeanalyse

Har du mistanke om, at dit barn har problemer med fødderne, kan en fodterapeut hjælpe med at identificere problemer med dit barns fødder.

Behandlingen starter med, at fodterapeuten undersøger dit barn grundigt og taler med dit barn og dig om problemerne. Målet er at finde ud af, hvor og hvornår problemet opstår. Er det ikke til at se med det blotte øje, laver fodterapeuten en fod-, gang- og eventuel løbeanalyse af dit barn.

“Børn med fejlstillinger skal have indlæg, fysioterapi, strækøvelser og godt fodtøj.”

Pia Bondorph, Statsaut. fodterapeut.

Behandlingsforløb

Konkluderer fodterapeuten, at indlæg er den bedste behandling, ser forløbet sådan ud:

1. Fodterapeuten tager mål, designer og fremstiller indlæggene. Fodterapeuten undersøger dit barns sko for at se, om de er velegnede og om indlæggene kan være i skoene. Nye sko kan komme på tale. Når du vælger sko med omtanke igennem hele barndommen, forebygger du fejlstillinger hos dit barn. Det giver fødderne plads til at vokse naturligt og bevare funktionen gennem hele livet.

2. Dit barn får udleveret indlæggene og skal gå med dem i et par uger for at vænne sig til dem.

3. Efter prøveperioden vil fodterapeuten vurdere, hvordan indlæggene fungerer. Hvis de ikke fungerer optimalt, bliver de justeret.

 

Sidebar
Sidebar