Efter mere end 25 år med bordtennis elsker Michael stadig spillet, men: Intet forhold uden både op- og nedture

Michael Maze har været blandt verdens bedste bordtennisspillere, og selvom han i 2016 satte karrieren på pause, klør han stadig på. Pausen gjorde ham også bevidst om, at han ikke kan spille for evigt og åbnede op for et nyt kapitel i hans liv.

Døren til bistroen, John & Woo, på Amager åbner, og ind træder Michael Maze, som er medejer af stedet. Efter at have hilst på kokken og pigen bag baren, finder han vej til mit bord. Han spørger, om jeg vil have noget at drikke, og to glas med frisk juice og en kop filterkaffe bliver båret til bordet.

Da cafeen her kom til salg, besluttede min partner Sune og jeg, at nu skulle vi slå til. Det er fedt, men det har også været hårdt. Jeg har selv båret alle panelerne ind på mine skuldre og stået med pandelampe på til kl. 2 om natten for at hænge billeder op,” siger han.

Når Michael sætter sig noget for, arbejder han også for det. Derfor har han også været i den absolutte elite i bordtennis. Men særligt indenfor sporten har det haft en pris at arbejde så hårdt. Og selvom han stadig spiller, gør han det i dag mere i harmoni med kroppen.

Mere flair end de fleste

Det meste af sit ungdoms- og voksenliv har Michael brugt med et bat i hånden i sportshaller. Han startede allerede som 6-årig i den lokale fritidsklub, hvor en kammerat og han begyndte at ping-ponge bolde over bordtennisbordet. Vennen stoppede efter cirka et år, mens Michael fortsatte. Dengang havde han ingen idé om, hvor langt sporten ville tage ham, og han havde heller ikke store idoler, som han ønskede at være. Han elskede bare at være aktiv, og han elskede at spille bordtennis.

– Det var glæden ved sporten, der drev mig, men på et tidspunkt kunne jeg jo godt se, at jeg havde mere flair for det, end de fleste. Som 11-årig spillede jeg seniormesterskab i klubben og vandt, og det var jo mod spillere, der var ældre end mig, siger han.

Andre begyndte også at få øjnene op for hans talent, og to år efter klubsejren besluttede Michael at gå benhårdt efter at blive dygtig. Han bevægede sig hurtigt frem i sportsverdenen, og som 15-årig flyttede han hjemmefra for at forfølge drømmen om at blive den bedste. Til at starte med var han ikke længere væk end, at han kunne tage hjem i weekenden. Pleje sine venner, se sin familie og have et socialt liv. Men snart forlod han landets grænser og fandt sig selv liggende på hotelværelser alene og stirre op i loftet.

– Da jeg flyttede som 15-årig, var det nok sværest for min mor. Jeg havde både dengang, og da jeg flyttede til Tyskland året efter i baghovedet, at jeg jo bare kunne komme hjem, hvis ikke det var sjovt. Men det var også de skridt, jeg skulle gå, hvis jeg ville blive den bedste – også selvom det betød, at der var nogle ting, jeg ikke kunne, som andre unge kunne, siger han.

”Jeg vil også gerne til månen, men det kan jeg heller ikke”

Livet i Tyskland var lange dage i hallen med træning hver dag og turneringer i weekenden. Michael brugte mange timer på fødderne og med kroppen i akavede stillinger, som senere ville give problemer, men for den unge 16-årige var det en gylden mulighed og det eneste, han kunne forestille sig.

Jeg kunne ikke tage til fester hver weekend, være sent oppe eller spise, som jeg havde lyst til, og det var da lidt et afsavn, men jeg så det ikke som en mulighed at leve sådan, selvom jeg gerne ville nogle gange. Det var lidt ligesom at sige, at jeg da også gerne vil til månen, men det kan jeg jo heller ikke,” siger han.

Så mens hans venner i Danmark gik på gymnasiet og blev klogere på historie, oldtidskundskab, musik og fysik, gik Michael i ‘sportsskole’ og uddannede sig til at blive bordtennisspiller – og det er, ud over hans 10. klasse, stadig den eneste uddannelse, han har.

– Det er jo ikke en traditionel uddannelse, men en, jeg håber at bruge i en eller anden form resten af livet, og som modnede mig tidligt, siger han.

De mange rejser, som tog ham rundt i større dele af verdenen, end nogen ser på et helt liv, betød også mange timer alene.

Det er ensomt. Dem, der siger, at det ikke er det, lyver,” siger han.

Men ensomheden var prisen at betale for at ville gøre karriere indenfor en så solitær sport som bordtennis. Og det gjorde Michael op med sig selv tidligt, at han ville. For han kunne have valgt at forfølge fodbolden og have støtten og fællesskabet fra et hold bag sig, men det passede ham faktisk ikke at være afhængig af andre, eller at andre var afhængige af ham på den måde. Han stiller for høje krav og vil egentlig hellere have, at sejren eller nederlaget ligger udelukkende på egne skuldre.

Helt tilbage fra klubmesterskabet som 11-årig har det ikke skortet på sejre og jubelråb. I mange år kørte Michael derudaf og opnåede ting, de færreste havde troet muligt for en dansk bordtennisspiller. Men man kommer ikke sovende til guld i europamesterskabet i herresingle eller bronze til OL. Det kræver strenge skemaer og hård træning, og i 2016 besluttede han at sige stop.

Smerterne overskyggede glæden

Beslutningen var ikke let. På det tidpunkt havde Michael og bordtennisbattet været i symbiose i mere end 25 år, og hans kærlighed til spillet havde – på trods af op- og nedture – været der i ligeså mange år. Men de mange timer i akavede positioner, de eksplosive bevægelser og de mange, mange timers træning havde sat sine spor. I 2012 blev Michael opereret i hoften, og frem mod sin exit kæmpede han med store smerter.

– Det gjorde ondt at komme ud af sengen og ondt at spille, og det fjernede glæden. I den periode stod jeg også ansigt til ansigt med det faktum, at karrieren ikke ville vare evigt, og at jeg en dag skulle finde på noget andet at lave, siger han.

Kroppens alarmklokker blev ved med at ringe, og på et tidspunkt kunne og ville Michael ikke længere ignorere dem.

– Jeg sagde til min manager, at de aldrig ville se mig igen, og selvom det var svært, var jeg bare så færdig på det tidspunkt, at det egentlig var en lettelse, da vi sendte pressemeddelelsen ud, siger han.

Dagen efter sov han længe, spiste en burger og drak en fadøl til frokost. Noget, han ikke havde kunnet gøre uden en snert af dårlig samvittighed i mange år. Han omfavnede sin frihed og tillod sig pludselig at drikke vin til aftensmaden, se serier til langt ud på natten og stå op kl. 11.00, hvis det var det, han havde lyst til.

Jeg levede på nogle måder det frie liv, jeg ikke havde levet som ung og nød helt vildt, at jeg kunne gøre, som det passede mig,” siger han.

Men selvom Michael havde sagt farvel til bordtennis, havde bordtennis ikke sagt farvel til ham, og på et tidspunkt fik han et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Legede sig tilbage

Der skulle startes et nyt koncept op i Malaysia, hvor bordtennisspillere i topklasse skulle dyste på hold, og Michael blev tilbudt at være holdkaptajn for et af holdene.

– Det betød, at jeg skulle være en del i Malaysia, og det var henover vinteren i Danmark, så jeg tænkte, hvorfor ikke give det et skud? Det var jo ikke fordi, jeg selv skulle spille, siger han grinende.

Det var første gang, siden han trak sig, han havde noget at gøre med bordtennis. Han havde indtil da ikke sat en fod i en hal, set en kamp på tv eller spillet for sjov. Men pludselig lå battet foran ham, og han kunne ikke dy sig for at spille nogle bolde ind i mellem.

Jeg ringede hjem til min tidligere manager og sagde, at det egentlig var rart at spille igen, og han sagde, at hvis kroppen kunne holde til det, skulle jeg da bare i gang igen.”

Så Michael gik tilbage på sit ord og genoptog sit lange forhold til sporten. Men denne gang skulle det være på en anden måde. Han ville ikke bruge hele dage i hallen, og gjorde det klart med sig selv, at han ikke måtte ødelægge sig selv for sejre.

– Det er forkert at sige, at jeg ikke går op i, om jeg vinder, for selvfølgelig gør jeg det, men det kommer i anden række nu. Det vigtigste er at passe på mig selv og nyde at spille, forklarer han, men erkender også, at det er en svær balancegang at gå. Derfor er det også godt for ham at have andre projekter som bistroen, der kan holde ham fra hallen. Når det er sagt, ser han frem til OL i 2020 som en mulighed og træner op til kvalifikationen, der ligger i januar næste år.

Fremtiden er et uskrevet kapitel

På bistroen er glassene med juice og kaffe ved at være tomme. En mand går forbi Michael på vej til toilettet og lægger en hånd på hans skulder og siger, at stedet er blevet rigtig godt, og at han bare skal droppe det bordtennis der. Michael smiler og griner, men hans ansigt afslører også, at selvom han ved, at dagen kommer, hvor han definitivt skal stoppe sin sportskarriere, er den nok ikke lige rundt om hjørnet.

For han elsker sin sport; at stå med battet i hånden, se den lille hvide bold danse efter hans bevægelser og vide, at når det kommer til bordtennis, er det de færreste, der kan hamle op med ham. Men han trives også i bistroens smukke omgivelser, hvor han får lov til at lære og udfordre sig selv på helt andre parametre. Han har ikke en fast plan for fremtiden, men ambitioner både på og udenfor banen og en risikovillighed, der gør, at det er umuligt at spå om, hvor han er om tre, fem eller ti år.

– Der er ingen garantier i sport. Du kan blive slået ud af en skade i morgen. Derfor er jeg måske også mere villig til at satse end de fleste, siger han.

– For man vinder kun, hvis man spiller i første omgang.

 

Artiklen er fra magasinet Gå Godt 2-2019, som er udgivet af Danske Fodterapeuter.