Vi har hyldet den teknologiske udvikling, men glemt noget på vejen
Fysisk aktivitet og inaktivitet er med til henholdsvis at øge eller mindske risikoen for en lang række sygdomme. Desværre har vi indrettet samfundet på en måde, hvor bevægelse er blevet overflødig, og det har både sundhedsmæssige og eksistentielle konsekvenser.
I København N, ikke langt fra Søerne og Fælledparken, ligger Rigshospitalets afsnit 7641. Det er den bagerste klods i rækken af bygninger. Fortsætter man lige frem, ender man på en sportsbane, som denne tirsdag lige over middag, er blottet for liv.
Den lange blok har flere opgange og er ærlig talt ikke særlig opsigtsvækkende. Den er grå, kantet og massiv. Udefra giver den ikke mange ledetråde til, hvad der rent faktisk foregår inde bag murene. Ved første øjekast i opgang 76 ser man måske kun medicinske betegnelser for, hvad der foregår på de forskellige etager, og ud fra det kan man så prøve at forestille sig, hvad der gemmer sig bag de forskellige afdelinger. Men hvis man i stedet retter blikket på væggene langs trapperne, ser man de første tegn på, hvad man rent faktisk arbejder med på fjerde sal.
For som modpol til de grå og hvide farver hænger der farvede plakater med citater i opgangen. Citater om gang og bevægelse. Og det er netop det, der har ledt mig til dette ellers ukendte land, og til dels også derfor jeg faktisk har valgt at tage trapperne fremfor elevatoren. Det virker næsten blasfemisk at tage den inaktive rute, med tanke for, hvad jeg netop er på vej op for at blive klogere på.
For på toppen af bjerget, som i dette tilfælde var otte trapper og fire etager oppe venter professor og forfatter, Bente Klarlund. Hendes bog ‘Gå-Bogen’ kom på gaden i sommeren 2018, og det er den, jeg skal snakke med hende om.
Vilde resultater af gåture
– Er det nu? spørger Bente, da jeg står i døren til hendes kontor. Hun er en travl kvinde, som sekunder inden jeg afbryder hende, sidder med øjnene rettet mod computerskærmen. Hvad hun var midt i, spurgte jeg hende ikke om – jeg var selv en smule forlegen over at komme for tidligt, fordi jeg ikke er stedkendt i København.
Bente får dog hurtigt løsrevet sig, og vi finder os til rette ved et rundt bord med ‘Gå-bogen’ imellem os. Den er et sjovt genremiks af hårde fakta om, hvor godt det er at gå. Hvordan man kan forlænge sit liv og raske leveår, mindske risikoen for kræft og diabetes, holde demens og depression fra døren ved bare at komme ud at gå en halv til en hel time om dagen. Vilde fakta.
Men alle bogens sider er ikke plastret til med tal og studieresultater. Den bliver nemlig krydret med interview-bider med personer som Jørgen Leth og Rith Bjerregaard, Bentes eget forhold til at gå, refleksioner over gangens betydning fra filosoffer som Kant og Rosseau og samtaler med præster, der funderer over det eksistentielle i at sætte den ene fod foran den anden.
Det simple er blevet svært at forstå
I en samtale mellem Bente og Jørgen spørger han hende, om det ikke er rigtigt, at man skal passe på med det der med at gå, når man er en mand i hans alder – om man ikke er mere skrøbelig, for det har han i hvert fald hørt. Det faktum afviser Bente blankt.
Hun forklarer, at det faktisk er særlig vigtigt at huske at gå, når man er oppe i årene. At det styrker balancen og knoglerne. Det har Jørgen svært ved at forstå. Han kalder det et paradoks, men efter lidt snak frem og tilbage er det som om, at hendes ord falder på plads, og Jørgen siger – nok lige så meget til sig selv som til Bente:
– (…) jo mindre er risikoen for at falde. Ja, det kan jeg da så godt forstå. Det er vigtigt at gå. Det er vigtigt at gå. Det er godt at gå. Det er godt at gå, det er godt at gå, det er vigtigt at gå. Det er godt at gå meget. Det er godt at gå. Det er godt at gå. Det er godt at gå meget.
Bente fortæller mig, at det er en ordret gengivelse af hans ord, og når jeg gengiver det i sin fulde længde, er det fordi, det er hele præmissen for bogen – at det er godt at gå – og fordi der bag den umiddelbare konstatering, som han kommer med igen og igen, gemmer sig en forundring over noget, der bør være så fundamentalt simpelt og en erkendelse af et vilkår, vi lader til at have glemt.
Vi har sat løverne i bur
At mennesket rejste sig og gik på to ben er på mange måder grunden til, at vi har klaret os så godt, som vi har. Det er helt afgørende for vores eksistens. Eller det vil sige, at det var helt afgørende for vores eksistens og overlevelse. I dag kan vi sagtens komme rundt i verden næsten uden at tage et eneste skridt, og mange af de farer, vi som urmennesker måtte flygte fra, er elimineret.
Vi har jo sat løverne i bur så at sige, så vi har ikke på samme måde behov for at gå og løbe. Når det er sagt, så forstår jeg ikke til fulde, hvorfor drivkraften bag gangen så let kan blive lagt til side, jeg kan bare konstatere, at vi i dag er nødt til bevidst at forholde os til at gå, hvis ikke vi skal blive inaktive,” siger Bente.
Hun tilskriver i høj grad inaktiviteten til den teknologiske udvikling, som, hun mener, har overmandet os. At der har været en tendens til at hylde ideen om at gøre alle bevægelser i arbejdslivet overflødige i kampen om at effektivisere. Men i produktivitetens tegn har vi både spillet hasard med sundheden og, mener Bente, tabt noget eksistentielt på vejen.
Kreative tanker af at gå
Med det eksistentielle mener hun både, at vi har indrettet os således, at vi de facto har fjernet et grundvilkår fra vores hverdag, nemlig det at gå, men også at vi mister noget af den modtagelighed, nysgerrighed, åbenhed og renselse, som der kan være i gangen.
Artiklen er fra magasinet Gå Godt 3-2019, som er udgivet af Danske Fodterapeuter.