Hvis du er platfodet, træder du på mere eller hele fodens flade, fordi fodbuerne mangler helt eller delvist. I nogle tilfælde kan det føre til problemer andre steder i kroppen.
Når du er platfodet træder du på hele fodens flade. Det kan føre til, at knoglerne inde i foden ikke har den korrekte stilling, og at foden ikke fjedrer, som den bør. Når du ikke har god affjedring i foden, kan det også giver gener længere oppe i kroppen fx smerter i knæ, hofte og lænd – og i visse tilfælde også føre til hovedpine.
To former for platfod
Den latinske betegnelse for platfod er pes planus, hvilket betyder ‘flad fod’. Tilstanden er karakteriseret ved en helt eller delvis udslettet svangbue i fodsålen, som fører til, at hele fodsålen berører underlaget, og ikke kun den yderste del, som er tilfældet ved den normale fod. Forfoden er drejet udad, og den ydre fodrand står mere yderligt, end den yderste knyste. Tit vil hælen også være vinklet indad.
Betegnelsen platfod dækker over to tilstande:
- en bevægelig eller fleksibel form for platfodethed, hvor svangbuen kan indstilles normalt, når patienten står på tæer
- en stiv ufleksibel form, hvor svangbuen ikke kan rettes ud.
Flere årsager til platfod
Lidelsen kan være medfødt og arvelig, men kan også ses sammen med andre deformiteter af ben og fødder. Det kan fx være en fejlstilling, der opstår følge af problemer med andre strukturer i kroppen, som påvirker foden. Det kan fx være:
- For kort akillessene, som medfører overbelastning af fodsålens senestrøg ved gang, hvorved fibrene udstrækkes, så platfoden opstår.
- Nervelidelser som rygmarvsbrok (meningocele) og spastisk lammelse
- Sammenvoksede forfodsknogler
- Overrivning eller svaghed af den dybe lægmuskel, som er en af underbenets vigtigste stabiliserende muskler, og hvis funktion er at oprette foden.
- Knoglebrud i bag- eller mellemfod
- Polio eller leddegigt.
Test for børns platfodethed
Børn er ofte er platfodede pga. den store smidighed i børns ledbånd. Det vil typisk være en fleksibel platfodethed, som forsvinder i 4-5-årsalderen, hvorefter foden udvikler sig uden problemer.
Det er dog værd at være opmærksom på, om barnet hurtigt bliver træt og mister modet, når det går. Så kan det nemlig skyldes, at barnet har ondt i fødderne.
Det er let at undersøge. om barnets fod er fleksibel ved at bede barnet stå på tæer, og derefter kigge på hælene. Hvis sålen på hælen peger indad, er platfoden fleksibel, og der er ingen grund til bekymring.
Hvis sålen på hælen ikke peger indad, så er der grund til at reagere og finde ud af, hvilke årsager der kan være til platfodetheden. Typisk undersøges barnet for, om der er bevægelighed i fodleddene, og om der er smerter i foden.
Har barnet smerter, som ikke lige er til at forklare, så kan et røntgenbillede måske vise, om der har været et brud, eller om der er medfødte deformiteter. Det er også en god ide, at undersøge skoene bliver slidt meget på indersiden af skoens kant. Endelig kan en undersøgelse af nerve- og muskelforhold komme på tale.
Platfod hos voksne
Fejlstilling hos voksne giver – i højere grad end hos børn – anledning til gener, da foden er udsat for større belastninger. Symptomerne består typisk af smerter i mellemfod eller lægmuskulatur, men kan som tidligere nævnt også give smerter andre steder i kroppen.
Sådan behandles platfodethed
Overordnet set skal lidelsen kun behandles, hvis du har symptomer pga. platfodetheden. Dette gælder både for børn og voksne. Børn under 4 år behandler man typisk ikke, og aldrig ved den fleksible form for platfod. Smerter opstået pga. korterevarende overbelastning, kan afhjælpes ved at aflaste foden i en uges tid.
I de tilfælde hvor lidelsen er opstået sekundært til nerve-muskellidelser som rygmarvsbrok, polio eller spastisk lammelse, eller ved meget svær platfod hos ældre børn, kan det komme på tale at operere. Operationen er ret kompliceret, og omfatter tilskæring af knogledele på forskellige steder for at sikre optimal bevægelse af leddene efterfølgende.
Det gør din fodterapeut ved platfod
En del patienter kan have gavn af et besøg hos en fodterapeut, som typisk vil foreslå, at du får et indlæg i skoen. Indlægget støtter fodens svangbue, og sikrer en jævn belastning af fodsålen. Børn og unge med fleksible platfødder skal have indlæg, der retter hælbenet op for at sikre normal gangafvikling.
Patienter med rigide platfødder i mildere former kan også have glæde af et indlæg, mens patienter med sværere tilfælde skal have specialfremstillede indlæg og eventuelt også specielle ortopædiske sko.
Find en fodterapeut
Find en fodterapeut i nærheden af, hvor du bor.