Slidgigt

Slidgigt er den hyppigste ledsygdom, som med tiden rammer næsten alle. Således har ca. 8 ud af 10 af alle over 50 år påviseligt slidgigt et eller andet sted i kroppen, mens stort set alle over 80 år har det. Dog mærker kun ca. halvdelen af patienterne symptomer.

Sygdommen kan sidde i alle led, men hyppigst rammes nakken, rygsøjlen, knæet, hoften, eller de små led i hånden eller foden. Der er en mindre kønsforskel idet kvinder hyppigere end mænd får slidgigt i knæ og fingrenes yderled, mens mænd hyppigere rammes i hofterne end kvinder.

Tilstanden starter med en nedbrydelse af brusken i leddet, så den bliver tyndere og mere ujævn, før den til sidst forsvinder helt. I mellemtiden bliver kapslen, som sidder omkring leddet og indeholder ledvæsken, tykkere og tykkere, samtidig med at der dannes mere og mere af ledvæsken. Det resulterer i et hævet og ømt led, som især gør ondt ved belastning.

Nedbrydelsen af brusken fører til øget tryk på knoglen, hvilket får den til at danne mere væv, så knoglen i leddet bliver mere kompakt. Der kan desuden ses kalkudvækster ved ledspalten, såkaldte randudbygninger eller osteofytter, som kan være medvirkende til bevægeindskrænkning eller smerter.

I foden rammes især storetåens grundled men også bag- og mellemfod kan rammes.

Der findes en række kendte risikofaktorer for udvikling af slidgigt.

• Stigende alder
• Arvelige forhold
• Overvægt
• Tidligere ledskader
• Tilstande med varig fejlbelastning af ledbrusken medfører slidgigt.
• Fejlbelastningen kan opstå som følge af medfødte skævheder i leddet, overvægt eller hårdt fysisk arbejde.

Udviklingen af slidgigt er det man kalder ”multifaktoriel”, dvs. at det er en blanding af forskellige faktorer der forårsager udviklingen, og der skal derfor være mere end en enkelt af ovenstående risikofaktorer til stede før sygdommen udvikles.

Smerter: I det tidlige forløb er man kun plaget af lettere gener i form af svage smerter efter større anstrengelser. Senere tilkommer typisk smerter i leddet ved igangsætning. Efterhånden tiltager smerterne, så der ved svær slidgigt kan være hvilesmerter, og smerter om natten. Generne viser sig i det tidlige forløb typisk ved det man kalder en ”smertetriade”. Det vil sige igangsætningssmerter, fx når man skal op om morgenen, lindring af smerterne når leddet er varmet op, hvorefter smerterne kommer igen, evt. i sværere grad efter nogen tids belastning. Senere i forløbet tilkommer blivende smerter ved brug af leddet, og til sidst smerter i hvile.

• hævelse
• stivhed omkring leddet, særligt efter belastning.
• fejlstilling og skurren/knasen
• nedsat bevægelighed
• muskelsvaghed

Som nævnt tidligere har mange patienter fund svarende til slidgigt, uden at være generet af det i mærkbar grad. Der er altså ikke tale om en ”alt eller intet” diagnose, men et ujævnt forløb, hvor der sker periodevis forværring af en langsomt udviklende grundtilstand.

Sygdommen udvikles langsomt over en længere årrække, men ved varig fejlbelastning (inklusiv overvægt) af leddet sker udviklingen betydeligt hurtigere. Progressionen kan derfor begrænses ved træning af musklerne omkring leddet, ophør af uhensigtsmæssig belastning af leddet, samt vægttab.

Sådan kan du selv begrænse udviklingen af slidgigt:

• Træning: Sygdomsudviklingen kan bremses ved hjælp af den rigtige træning. Denne bør sigte mod at styrke strukturerne omkring leddet uden at belaste leddet, fx cykling og vandtræning. En vigtig del af træningen er vægttab, da det selvsagt begrænser belastningen af leddet.
• Rygestop: Rygning er en væsentlig risikofaktor i udvikling af slidgigt, så rygeophør er en vigtig del af sygdomsforebyggelsen!
• Ophør med ledbelastende aktiviteter: Skyldes din slidgigt i betydelig grad uhensigtsmæssige ledbelastninger vil din læge i de fleste tilfælde råde dig til at ophøre med aktiviteten. Det kan derfor blive nødvendigt at skifte jobfunktion eller lignende. Snak med din læge om dine muligheder.

Målet er at sænke bevægebelastningen på leddet, så derfor kan stabiliserende ortoser eller gængesålskorrektion komme på tale.

Tal med din fodterapeut om dine muligheder.

Medicin: Smerterne kan dulmes ved hjælp af svage smertestillende præparater som Paracetamol (panodil®, pamol®, Pinex® etc.), som foretrækkes fordi det har færre bivirkninger end andre smertestillende præparater som fx ibuprofen (Ipren®,Ibumetin® etc.), som er mere effektivt pga. sin mindskende effekt på hævelser, men desværre har hyppige bivirkninger i form af mave-tarm problemer, som særligt gør sig gældende hos ældre patienter.

Snak derfor altid med en læge før du begynder at tage smertestillende piller regelmæssigt! Ved sværere smerter kan behandling med svagt virkende opioider som Codein® og Tramadol® komme på tale.

Brusknedbrydningen kan forsøges reduceret ved behandling med Glucosamin, som er en naturlig byggesten i brusken, hvorved hastigheden af gigtudviklingen håbes at kunne nedsættes.

Hyaleronsyre sprøjtet ind i leddet virker ved at fortynde ledvæsken og derved ”smøre” leddet. Behandlingen består af én ugentlig indsprøjtning i 3-5 uger.

Operation kan være sidste udvej ved svære former for slidgigt. Valg af teknik varierer og afhænger af hvilket led der er tale om og antallet af led, der er påvirket, men kan udmunde i en komplet udskiftning af leddet med et kunstigt led, en såkaldt alloplastik.

Slidgigt i storetåen opstår i tåens grundled. Ofte er årsagen ukendt, men skader i leddet, urinsyregigt og leddegigt kan være medvirkende faktorer. Alle over 20 år kan rammes, men sygdommen har stigende hyppighed med alderen. Ofte ses følgelidelser i form af skæv storetå (hallux valgus) samt knystdannelse.

Se mere under slidgigt.

Symptomerne fra slidgigt i storetåen er de samme som nævnt under slidgigt, og omfatter:

• Smerter – belastnings-, hvile- eller natlige smerter
• Bevægeindskrænkning
• Hævelse og ømhed
• Knasen/skurren
• Muskelsvaghed
• Evt. trykgener fra skoens overside pga fejlstilling af tåen.

Milde former kan behandles med håndkøbsmedicin og diverse gigtmidler, samt fodformet fodtøj eller evt. indlæg i skoene.

Operation bør kun foretages hvis andre midler ikke længere er tilstrækkelige. Man har en række valgmuligheder ved operation for storetågigt:

Cheilektomi (Kegleoperation): Er et typisk valg ved mildere former for operationskrævende tilfælde, og er velegnet til fjernelse af symptomgivende knoglefremspring (eksostoser). Den syge ledbrusk, samt eventuelle eksostoser fjernes. Derved mindskes de smerter som kan opstå når knogledelene støder sammen, og/eller trykgenerne fra fodtøjet på fodens overside.

Artrodese (stivgørende operation): Ledfladerne i tåens grundled skæres væk, og tåen sættes sammen igen med skruer og skinner. Storetåens yderled bevarer sin bevægelighed. Herved mindskes smerterne fra knoglesammenstød, som ved cheilektomien. Resultatet er som regel effektiv smertelindring, men tåen bliver en anelse kortere, og der kan i enkelte tilfælde opstå komplikationer i form af ringe kontakt med underlaget, hvilket kan medføre forfodssmerter (metatarsalgi).

Delvis ledfjernelse (Kellers artroplastik): Den inderste del af tåens grundled fjernes, og sættes sammen med rodleddet. Herved får leddet en vis bevægelighed, men tåen bliver derimod noget forkortet. Der er desuden de samme komplikationer som ved artrodese.

Protese (kunstigt led): Findes både som totalproteser, hvor hele leddet udskiftes med et kunstigt, og delproteser, hvor kun en del af brusken udskiftes. Sidstnævnte giver god bevægelighed af tåen efter operation. Totalprotese giver god smertelindring, men tåen bliver tit mere stiv end efter delvis protese.