Her får du indblik i, hvordan dine muligheder for at få tilskud til fodterapi er.
Der findes en række af muligheder for at få dækket en del af din behandling hos fodterapeuten. Her får du overblik over, hvilke lidelser du kan få tilskud til, hvor stort tilskuddet er, og hvilke betingelser, der er for tilskuddet. Husk, du altid kan spørge din fodterapeut til råds.
Henvisning fra lægen
Du kan få tilskud, hvis du har fået henvisning fra lægen, på grund af:
- Diabetes: 50 % i tilskud
- Nedgroede negle: 40 % i tilskud
- Svær leddegigt og svær psoriasisgigt: 50 % i tilskud
- Arvæv efter strålebehandling af fodvorter: 40 % i tilskud.
Du kan få tilskud hos alle statsautoriserede fodterapeuter, der har et ydernummer. Du får den samme behandling, uanset om klinikken har et ydernummer eller ej. Den eneste forskel er, om der er tilskud til behandlingen.
Almindeligt helbredstillæg
Pensionister eller førtidspensionister, som har fået førtidspension før 2003, kan med et almindeligt helbredstillæg få dækket op til 85 % af egenbetalingen til fodterapi af de ovenstående fire lidelser, som du skal have lægehenvisning til. Hvor meget du får dækket af din egen egenbetaling afhænger af din og din eventuelle ægtefælles/samlevers formue.
Udvidet helbredstillæg
Pensionister og førtidspensionister, der har fået førtidspension før 2003, kan søge om udvidet helbredstillæg hos kommunen, hvis du:
- Har brug for fodbehandling, der ikke dækkes via det almindelige helbredstillæg
- Har brugt det tilskud, der ydes via det almindelige helbredstillæg.
Tillægget dækker op til 85 % af udgiften til behandlingen afhængigt af, hvor stor din og din eventuelle ægtefælles/samlevers formue er.
Personligt tillæg
Hvis du er særlig økonomisk trængt eller har andre forhold, der berettiger det, kan du også få dækket de sidste 15 % af din egenbetaling af kommunen.
Varigt nedsat funktionsevne
Patienter med en varigt, nedsat fysisk funktionsevne, kan få et fast beløb i tilskud fra kommunen til et sæt indlæg om året.
Sygeforsikringen Danmark
Patienter, der er medlem af Sygeforsikringen Danmarks gruppe 1 eller 2, kan få tilskud efter gældende takster til de samme lidelser, som du kan få en lægehenvisning til. Er du medlem af gruppe 5, kan du kun få tilskud til indlæg.
Privat sundhedsforsikring
Patienter med privat sundhedsforsikring, kan muligvis få tilskud til visse behandlinger. Se betingelserne i din forsikringspolice.
Sygesikringsgruppe 2
Når du er i sygsikringsgruppe 2, kan du få tilskud til fodterapi, hvis du afleverer en regning, der er kvitteret og specificeret, til din bopælskommune. Obs: Region Hovedstaden kræver, at regningen indeholder dit CPR-nr, ydelseskode(r) og tilhørende ydelsestekst, behandlingsdato, fakturadato og navnet på den fodterapeut, du fik behandling af og dennes autorisations-ID.
Værnepligtige
Værnepligtige med henvisning fra en læge i forsvaret kan få behandling for fx nedgroede negle uden egenbetaling, men kræver, at den værnepligtige fremviser sit akut-kort.
Forsvaret betaler for behandlingen, fordi du hverken er i sygesikringsgruppe 1 eller 2, så længe du aftjener værnepligt. Der er derfor heller ikke krav om ydernummer for fodterapeuten.
For professionelle behandlere
Hvis du er professionel behandler, kan du læse mere om, hvem der yder de forskellige tillæg, og hvordan du håndterer dem i praksis.
Relateret nyhed
Kommunerne har pligt til at tilbyde hjælp til personlig pleje til de ældre, som ikke selv er i stand til at udføre plejen. Derfor kan borgere få smurt fødderne ind i creme og klippet tåneglene af hjemmeplejen. Det kan du læse om fodterapeut.dk i en historie fra 2017, som stadig er aktuel her slut 2025.