Arbejdssko: Bløde sko er en stor misforståelse

Går eller står du meget på dit arbejde, bør du overveje, hvilke sko du bruger. Mange tror, at jo blødere en sko er, jo bedre. Men det kan faktisk være decideret skadeligt at gå i for bløde sko. Læs her, hvorfor og find ud af, hvad du skal kigge efter, når du køber arbejdssko.

Har du ondt i ryggen, hoften eller knæene? Så kan det skyldes, at du bruger de forkerte sko. Især hvis du er på benene hele dagen i dit arbejde som fx sygeplejerske, frisør, butiksassistent eller tjener. Måske tror du som mange andre, at jo blødere en sko er, jo bedre er den. Intet kunne være mere forkert.

Statsautoriseret fodterapeut Rie Jensen, der har specialiseret sig i arbejdssko, fortæller:

“Der er rigtigt mange, der tror, at blødt er det samme som støddæmpende. Det er langt fra sandheden. Sko, der giver for meget efter, kan faktisk være skadelige, hvis materialet falder for meget sammen – især hvis du allerede har problemer med ryg, knæ eller hofte. Men du kan også udvikle disse problemer ved at gå i sko uden ordentlig støtte. Selvom mange har ondt i fødderne, kobler de det slet ikke til fodtøjet, hvilket jo er ret vildt.”

Blødt bliver fladt

Rie Jensens råd til folk, der er meget på benene i det daglige, er derfor at holde sig væk fra de bløde modeller.

“Sko med blødt materiale er typisk lavet af memory foam som fx visse sneakers, eller af skummateriale, som fx de populære plastiktræsko er lavet af. Du kan også kende dem på, at de typisk er utroligt lette, nemme at vride, og at de nærmest bliver trådt flade der, hvor du belaster skoen mest,” fortæller Rie Jensen.

Faktisk skal du kun gå 1.000 skridt, før dine sko begynder at få betydning for din krop. Et af de problemer, du kan udvikle ved at bruge uhensigtsmæssigt fodtøj, er fx betændelse i senen under svangen:

“Hvis du får betændelse i svangsenen, har du smerter i fødderne, når du fx står ud af sengen om morgenen eller har siddet ned i noget tid og skal i gang igen. Du kan også opleve, at du får så voldsomme jag under hælen, at du næsten ikke kan gå.”

Løsningen er at vælge sko med god affjedring, lyder rådet fra Rie Jensen.

Sådan vælger du en god arbejdssko

Om en sko er støddæmpende, kan du ret nemt teste selv:

“Stil skoen på en hård overflade som fx et gulv eller et bord og tryk så hårdt ned, som du kan, med din finger lige midt på hælen indvendigt i skoen. Hvis det tager tid, før materialet genvinder sin oprindelige form, er skoen ikke egnet som arbejdssko. Fjedrer materialet derimod straks tilbage som en elastik, har den god støddæmpning,” forklarer Rie Jensen.

En god arbejdssko har ikke kun støddæmpning – den skal også sidde godt fast på foden og have en hård bagkappe.

“Løse sko eller sko, som er lavet af elastiske materialer eller har elastiske snørebånd, så foden kan bevæge sig i skoen, er ikke godt. Man må ikke kunne få skoen af uden at løsne den på en eller anden måde. Sko, der har en blød bagkappe eller slet ikke har én, dur heller ikke. Det øger risikoen for at vrikke om, hvilket kan påvirke knæ og hofter. I stedet skal bagkappen være stiv, så den holder foden stabil,” siger Rie Jensen.

Sko bør være del af arbejdsmiljøet

Fodterapeuten advarer også mod fodtøj som sundhedssandaler og træsko (både de bløde af skum og de hårde af træ), som ellers er populært blandt sundhedspersonale:

“Når foden skal arbejde for at holde fodtøjet på, spænder du op i muskulaturen under foden – især i svangen. Det øger belastningen på ryggen og forhindrer dine fødder i at absorbere stødene fra hvert skridt. Det koster hvert år utroligt mange sygedage på danske arbejdspladser.”

Af samme årsag mener hun, at der burde være flere krav til professionelt fodtøj hos en lang række faggrupper:

“Der er alt for mange sygedage blandt sundhedspersonale på grund af uhensigtsmæssige sko. Det burde være en del af arbejdsmiljøet at sørge for eller stille krav om korrekt fodtøj, ligesom andre erhverv har krav om at bruge sikkerhedssko. Derfor burde det være en del af uniformen, på samme måde som det er i håndværksfagene, hvor de får stillet sikkerhedsgodkendt fodtøj til rådighed.”

Få 5 gode råd til valg af arbejdssko

1: Vælg en sko med god stødabsorbering. Mange løbesko er velegnede til at gå og stå meget i.

2: Vælg en sko, der sidder fast på foden, fx ved at du snører den fast gennem de to øverste huller med en løbestilssnøring. Har du brug for at kunne tage skoene af og på hele tiden, så vælg fx en sko med en boa-lukning, som du trykker på for at åbne og lukke skoen.

3: Vælg en sko med en hård bagkappe. Du kan teste om skoens bagkappe er hård ved at trykke på den bagfra i bunden af skoen lige over sålen. Bagkappen skal slet ikke kunne trykkes ind, men være helt stiv.

4: Hvis muligt så vælg sko i åndbare, naturlige materialer som fx læder. Har du fodproblemer, så tal eventuelt med en fodterapeut først og hør, hvad der egner sig til dine fødder.

5: Sørg for, at der er plads til tæerne og til, at fødderne kan udvide sig i løbet af dagen, når de bliver varme. Men skoen må heller ikke være for rummelig, da det kan give gnidninger og vabler.

Specielle arbejdssituationer

  • Gummistøvler: Hvis du skal bruge gummistøvler, bør du vælge fodindlæg og strømper af naturmaterialer som bambus eller uld for at undgå fodsvamp.
  • Sikkerhedssko: Mange sikkerhedssko mangler hård bagkappe, hvilket er problematisk. Sikkerhedssko med stålværn skal have en gænge, som hjælper foden til at bevæge sig normalt. En gænge er, når skoen buer lidt op bagtil og fortil.

Om Rie Jensen

Rie er uddannet fodterapeut fra Fodterapeutskolen i København i 1999. Siden har hun arbejdet som fodterapeut både i privat praksis og på hospital.

De sidste 20 år har hun arbejdet med individuel vejledning af kunder i forhold til deres fødder, fodtøj og indlæg.

Gennem årene har hun set, hvor mange fodproblemer der skyldes forkert fodtøj, og hvor meget korrekt fodtøj kan afhjælpe i hele kroppen.

 

Sidebar