Højt at flyve, dybt at falde

I maj 2019 lykkedes det den danske bjergbestiger Rasmus Kragh at gøre det, som han havde arbejdet hen mod i fire år: Han nåede toppen af verdens højeste bjerg uden ilt. Men eventyret havde en pris og kostede mange smertefulde skridt. Selvom han ikke faldt ned fra bjerget, faldt han efterfølgende ned i et afgrundsdybt hul og skulle bygge sig selv op som menneske efter Mount Everest.

Det er i dag seks år siden, at Rasmus Kragh besluttede, at han ville bestige Mount Everest. Dengang var det drømmen om det ukendte. En simpel mand mod et bjerg. Men i løbet af de fire år det tog, fra han sagde det højt, til han stod på toppen, ændrede drømmen karakter.

For det første forsøg lykkedes ikke, og det gik op for Rasmus, at det naive eventyr, han længes efter, havde voldsomme konsekvenser. Første møde med bjerget var lige ved at tage livet af ham, da en storm næsten rev ham ud over kanten. Han undslap med nød og næppe, og selvom det var en pris, han var villig til at betale for at nå sit mål, var det ikke fair overfor sine nærmeste, at han skaltede og valtede med sit liv. Derfor lagde han en ny strategi, hvor han brugte sin fortid som elitesportsmand og den militære præcision fra sin tid i forsvaret.

– Inden mit første forsøg havde min forberedelse primært gået på bare at træne mig selv hårdt, men mere ufokuseret. Til andet forsøg fandt jeg ud af, hvad bjerget krævede af mig fysisk, mentalt og teknisk og arbejdede meget målrettet med mine svagheder, forklarer han.

Det handlede primært om at styrke udvalgte muskelgrupper som ben og mave- og rygmuskler, øge kroppens evne til at optage ilt og øve sig i at klatre. Flere steder på opstigningen vidste Rasmus nemlig, at han skulle overvinde meget stejle områder, og derfor brugte han en del tid på at klatre i Norge, så han havde styr på det hånd- og fodtekniske.

For at nå toppen vidste jeg, at jeg skulle have styr på teknikken i at banke mine fødder ind i is og sne og også kunne gøre det hurtigt og effektivt. Vi fandt nemlig også ud af, at vi var nødt til at optimere på min tid, fordi jeg ville gøre det uden ilt,” siger Rasmus.

Tredje gang, lykkens gang

I 2018 var Rasmus klar til igen at stå ansigt til ansigt med det 8.846 meter høje bjerg. Men også denne gang måtte han opgive. Vejret udviklede sig voldsomt, da han var kun 250 meter fra toppen, og selvom han forsøgte at se tiden an, måtte han opgive. Det var et hårdt slag for Rasmus, fordi det var noget ude af hans hænder, der gjorde, at drømmen ikke blev indfriet. Derfor var han også helt sikker på, at han ville prøve igen.

Det kan virke skørt for andre, at han var klar til at risikere livet endnu en gang, men for Rasmus var det nødvendigt.

– Jeg tænkte mig meget om og granskede mig selv og kunne bare mærke, at hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. Og nu vidste jeg jo, at jeg kunne, siger han.

Så året efter forsøgte han igen Mount Everest, og denne gang var det en succes. Rasmus nåede toppen af verdens højeste bjerg uden ilt. Noget, som kun 212 mennesker i alt har gjort. Men selvom han egentlig burde være ovenud lykkelig, da han bogstavelig talt stod på toppen af verden, var det for Rasmus en mærkelig oplevelse.

– Det var vildt, fordi jeg var bevidst om alt det, det havde krævet, for at jeg stod der, og at jeg kunne høste den anerkendelse, jeg havde arbejdet hen imod. Det var rart at tænke på, at jeg ikke behøvede at gøre det igen. At jeg var færdig. For det var så forbandet hårdt som menneske, siger han.

Rasmus troede, at han inden Mount Everest vidste, hvad det ville sige at presse sig selv. Men intet, han havde prøvet tidligere, kunne hamle op med den anstrengelse, som de fire år mod toppen var. Han var vitterligt på kanten af livet, og hans hjerne blev på vej mod toppen ved med at fortælle ham, at han skulle dø. Derfor kan han også kun erindre sig selv på toppen set udefra.

Lod korthuset falde

Efter få minutter på toppen skulle Rasmus igen bevæge sig ned, og her tog hans rejse en ny drejning. For mens hans fødder ”kun” skulle bevæge sig mod bunden af bjerget, fortsatte hans psyke endnu længere ned.

– Det var som at kæmpe sig helt til toppen og så tilbage mod havoverfladen. Men jeg stoppede ikke der. Jeg faldt mod bunden af havet og skulle hive mig selv op derfra, siger Rasmus.

I fire år havde alt handlet om Mount Everest, og han havde tilsidesat sig selv som menneske. Han havde ikke fået bearbejdet alle de oplevelser, han løbende havde fået på bjerget, og han var gået på kompromis med sine følelser i de år, fordi det var nødvendigt. Men nu var han færdig med sit mål. Det var han sikker på. Og derfor begyndte psyken at røre på sig.

Han ser sig selv som et korthus, der var blevet bygget op siden 2015. Men på et tidspunkt var konstruktionen blevet skæv, og han var nødt til at rive det hele ned og bygge det op på ny, hvis han skulle blive et helt menneske igen.

Alt havde handlet om bjerget så længe, og jeg skulle finde ud af, hvem jeg var uden det mål. Jeg skulle bearbejde, hvad jeg havde oplevet. Det krævede, at jeg kom i kontakt med min sårbarhed og fik hjælp,” siger Rasmus.

Rasmus fik konstateret PTSD – posttraumatisk stressforstyrrelse– blandt andet som konsekvens af de barske forhold på Mount Everest og nærdødsoplevelsen på første opstigning. Derfor fik han psykologhjælp til at bygge sig selv op som menneske igen. Men det menneske, han blev, var ikke det samme som det, han var inden, og det har været svært – især for hans omgivelser. For mens Rasmus i en årrække havde forfulgt sine drømme og som konsekvens heraf udviklet sig som menneske, havde hans venner og familie set til på sidelinjen og i højere grad stået stille. Derfor har han også mistet relationer undervejs.

– Jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg bruger min tid på. Hvad jeg kan give, og hvad andre kan give mig. Og hvis jeg ikke føler, at jeg kan bidrage med noget til en relation, og de ikke kan bidrage med noget til mig, så vælger jeg det fra, for jeg vil ikke være i noget halvt, siger Rasmus.

Fundet mening i smerten

Målet om at nå toppen af Mount Everest var egoistisk. Det handlede om Rasmus’ egen ambition. I dag arbejder han også målrettet, men destinationen har for ham at se en meget anden karakter. For nu har han en drøm om noget, der er større end ham selv. Han vil gerne hjælpe andre. Ved at sætte sine egne erfaringer i spil – både de gode og dårlige – tror han på, at han kan være med til, at andre mennesker kan undgå at begå de samme fejl som han.

– Alle de smertefulde skridt, jeg har taget, kan jeg lige så godt spare andre for. Og det prøver jeg nu. For jeg har fået utrolig meget lærdom ud af alle de her oplevelser. Derfor kan jeg også sige, at jeg ikke ville have gjort noget anderledes, fordi alle skridtene har givet mig perspektiver, og jeg har formået efterfølgende at kunne bruge de skridt konstruktivt og fundet mening i det, som ellers var ved at trække mig i stykker, siger Rasmus.

Han tror ikke, at han ville have givet sig i kast med bjerget en fjerde gang, hvis han ikke havde nået toppen i 2019. Han tror heller ikke, at han ville have givet sig selv lov til at arbejde med sin psyke, hvis ikke målet var blevet indfriet. Derfor er han på mange planer glad for, at det lykkedes, da det gjorde.

Bjerget har givet mig en større indsigt i, hvad jeg vil bruge min energi på, og det har gjort mig til en mentalt stærkere og mere reflekteret menneske.”

Ét skridt ad gangen

At bestige et bjerg som Mount Everest kræver ufatteligt mange skridt. Derfor spiller fødder og sko også en central rolle. Rasmus har ikke fået permanente skader på sine fødder af de mange bjergbestigninger, hvilket i høj grad skyldes god forberedelse og det rette fodtøj. Forberedelsen består i at styrke fodens muskulatur og finmotorik, ligesom der skal være styr på fodteknikken. Meget af det arbejdede Rasmus med ved at klatre inden opstigningen. Desuden har løb og styrketræning også været vigtige elementer til at gøre fødderne klar til den store opgave skulle præstere på et bjerg.

Fodtøjet er også afgørende. Forkerte sko kan både gøre det umuligt at stå fast, ligesom det kan give tryk- og kuldeskader. Rasmus har i sin tid som bjergbestiger mærket føleforstyrrelser, som har hængt ved i uger efter nedstigningen. Forstyrrelserne skyldes det langvarige tryk fra skoen kombineret med kulden og den mindre blodgennemstrømning, som er et resultat af den tynde luft i højderne. Men netop fordi hans sko har været af god kvalitet, er generne aftaget lidt efter lidt.

Slutteligt er sokkerne også vigtige. Netop grundet de lave temperaturer kan det være nødvendigt med to par sokker for at beskytte fødder og tæer mod forfrysninger, hvilket stiller højere krav til sokkens pasform. Der må nemlig ikke opstå folder, som kan slide og give besvær ved bevægelse.

Sidebar