Ligtorne

Ligtorne opstår på grund af vedvarende tryk på foden, hvilket får huden til at danne hårdt, glasagtigt væv i tornform.

En ligtorn genkendes som en lille cirkel af hård hud, tør og voksagtig og opstår, når trykket mod et bestemt sted på foden, bliver meget stort. Trykket skyldes oftest for snævert fodtøj og får huden til at danne ekstra hornstof for at beskytte stedet.

Med tiden bliver hornstoffet trykket sammen til en hård klump, der kan have form som en torn og også føles, som at gå på en. Huden på ligtornen har furer, i modsætning til fodvorter, hvor furerne ligger udenom. Hvis du oplever smerte, bør du søge hjælp hos en professionel fodterapeut.

Ligtorne mellem tæerne

Ligtorne kan også opstå mellem tæerne, og disse kan forekomme uanset tæernes udseende. Da tæerne ligger tæt sammen, opstår der øget varme og fugt mellem tæerne.

Ligtornen ligner derfor ikke en sædvanlig ligtorn, men vil ofte være blød og sej i konsistensen med en let hvid kant omkring et mørkere område. Den bløde ligtorn opstår sædvanligvis hvor tåknoglernes led-hoveder ligger overfor hinanden, hvorved trykket mellem tæerne forøges. Ligtornen mellem tæerne er grundlæggende ikke anderledes end en almindelig hård ligtorn, og kan også have et lag af hård hud ovenpå.

Sådan undgår du ligtorne

  • Gå i sko, der passer til dine fødder.
  • Lider du af knoglefremspring, kan du bruge et ringplaster for at mindske tryk mod huden, indtil du får tid hos en fodterapeut. Ringplaster skal klippes op, så det danner en hestesko, ellers gør plastret mere skade end gavn. Hesteskoen skal placeres sådan, at trykket fordeles ud over en større flade.
  • Ligtorne kan vende tilbage, hvis ikke du får den rette behandling hos en fodterapeut.

Det kan fodterapeuten gøre

Fodterapeuten kan fjerne ligtornen. For at løse problemet på længere sigt, bør man anvende fodtøj med en større bredde over tæerne, hvilket fodterapeuten gerne vejleder om. For at undgå at ligtornen gendannes, kan fodterapeuten fremstille en aflastning, så trykket fjernes fra det pågældende sted.

  • Fodterapeuten skærer ligtornen væk med en skalpel eller et speciallavet bor – og aflaster området, så ligtornen ikke vender tilbage.
  • Hvis det er dine sko, der er årsag til ligtornen, vil fodterapeuter rådgive dig i, hvordan du vælger noget passende fodtøj.
  • Fodterapeuten laver eventuelt specialfremstillede indlæg for at fjerne årsagen til det tryk, der skaber ligtornen.

Fodvorte eller ligtorn?

Det kan være svært at skelne mellem fodvorter og ligtorne, men det er vigtigt for, at du får den rigtige behandling.

Læs mere om forskellen på fodvorter og ligtorne

Ligtorne i historien

Snegleslim, en brændende tændstik og soda er blandt de alternative metoder, der gennem tiden har været brugt til at fjerne ligtorne. Lidelsen er endda nævnt i flere litterære værker og var ifølge en ligsynsrapport fra 1925 årsag til, at en mand kastede sig ud foran et tog.

Læs mere om ligtorne – Anno 1700 til i dag

Find en fodterapeut

Kontakt en fodterapeut, især hvis smerten er intens. Diabetikere og personer med dårligt blodomløb bør straks søge hjælp for at undgå infektion.

Find en fodterapeut

Sidebar
Sidebar