Heidi går dig glad
Det begyndte som et personligt sundhedsprojekt og er endt som en spirende folkebevægelse: Heidi Møller går sig selv og andre glade.
Mennesket er skabt til at gå, men vi har vænnet os til at lade os fragte på hjul af den ene eller anden slags. Tiden er knap, og vi skal hurtigt frem. Behovet for at brænde kalorier af og holde kroppen i gang dækkes ofte i motionscentre, på løbestier eller pakket ind i lycra på motionscyklen.
Heidi Møller valgte en anden vej til mere sundhed, da hun i 2015 fandt en kæreste og fik lidt mere tid til sig selv.
Jeg vidste, at jeg ville gøre noget godt for mig selv og komme i bedre form.
– Jeg hader sport, men elsker is og chokolade, så jeg valgte at begynde at gå i stedet, siger Heidi.
Søgte efter gå-makkere
Bindende aftaler er ofte et godt udgangspunkt for vedblivende motionsvaner.
– Jeg lavede mit gå-fællesskab, fordi jeg havde brug for at have nogen at mødes med. For når jeg kun havde en aftale med mig selv, kunne jeg nemt aflyse den og tage på shoppingtur, til frisør eller på café med en veninde, siger Heidi.
Vejen dertil blev at få oprettet en hjemmeside, hvor hun kunne efterlyse gå-makkere. Det gav med tiden pote.
– I den første tid var det selvfølgelig mest mennesker, jeg kendte i forvejen, der dukkede op. Men efter et stykke tid begyndte jeg at se ansigter, jeg ikke kendte, siger Heidi.
Gåturene gjorde meget mere end ventet
Alle gåture gennemføres, så alle kan være med. Deltagere med fart i sålerne må pænt vente undervejs, så dem med slidte bevægeapparater kan følge med.
Det var nærmest en vækkelse. Hun kunne mærke, hvordan gåturene påvirkede humøret og energiniveauet positivt, og hun kunne se og høre, at det samme gjorde sig gældende hos de andre, der deltog. Selvom der blot var tale om gåture på omkring fire kilometer, én gang om ugen.
– Det var en fantastisk oplevelse. Gåturene skabte nye venskaber blandt de deltagende. På den måde fik motionen en ekstra dimension: Den bekæmper også ensomhed. Man taler helt anderledes med hinanden, når man går. Det er en langt mere givtig måde at møde nye mennesker på, end når man sidder overfor en fremmed, siger Heidi.
Hun oplevede også deltagere i gåturene, der opbyggede en generel sundere livsstil. Gåturene blev løftestang til meget mere.
Det er jo helt vildt, at en gåtur om ugen kan ændre dit liv.
– Men det har jeg fået tilkendegivet fra flere igennem årene. Gåture kan puste til en vaneændring og en ny kropsbevidsthed, siger Heidi.
Gåture målrettet erhvervslivet
Hun begyndte at lave erhvervsrettede workshops, foredrag, events og gåture. For der er meget at hente i at bruge benene i stedet for at sidde stille dagen lang. En læring og et potentiale, som erhvervslivet med fordel kan tage til sig.
– Du er 60% mere kreativ, når du går, end når du sidder ned. En gåtur på 10 minutter i rask tempo kan give dig ekstra energi, siger Heidi.
Hun arrangerer også særlige gåture, der er målrettet konferencer. Under læringstunge dage kan der være særlige behov, som skal dækkes, hvis deltagerne skal have mest muligt ud af forløbet. Det kan både være gåture, der er designet til problemknusning, indre ro, teambuilding eller kickoff.
Energi, sundhed og fællesskab
Heidi har gjort gåturene til en levevej. I dag kører hun jævnligt landevejene tynde for at arrangere gåture – både i nord, syd, øst og vest. Hun har med Gå Mig Glad blandt andet et samarbejde med DGI og KFUM’s sociale arbejde, og hun deltager i et aktuelt projekt med sundhedsguruen Chris MacDonald.
Nu har hun fået så travlt, at hun ikke har tiden til at gå hver tirsdag i Kolding, hvor det hele begyndte.
– Det var en tung beslutning. Det er virkelig mit hjertebarn. Men projektet er på mange måder blevet større end mig selv. Nu har andre taget stafetten videre, siger Heidi. Du kan læse meget mere på www.gaamigglad.dk.