Butiksarbejde sætter sine spor
Michael Helweg går ikke uden for en dør uden sine indlæg i skoene. 10 år i butik har givet ham et dårligt knæ, som ikke kan tåle enhver slags fodtøj.
– På en Black Friday gik jeg 36.000 skridt – det er 30 km!
En aktiv hverdag er godt, og Michael Helweg var ikke doven i de år, hvor han arbejdede i butik. Men selvom hans kredsløb sikkert har haft godt af den megen bevægelse, var det samme ikke tilfældet for hans knæ.
Mine første fem år i butik var hos Silvan. Her fik vi udleveret sikkerhedssko, som vi skulle bære i arbejdstiden. Det var nogle rigtigt tunge sko med metalindlæg og den slags. Så på et tidspunkt begyndte jeg at få smerter i knæet, som jeg faktisk døjer med den dag i dag,” forklarer den 30-årige koldingenser.
Arbejdet i Silvan omfattede mange ture på lageret og tilbage igen. Michaels skridttæller sagde, han ofte tog mellem 15.000 og 25.000 skridt i perioden, fra han stemplede ind – til han havde fyraften.
– De kolleger, som stod meget ved kassen, havde en særlig gummimåtte. Når jeg afløste ved kassen, var det altid ubehageligt for mig – jeg var vant til det hårde stengulv, husker Michael.
Specialtilpassede indlæg
Selvom Michael altså havde mærket forskellige smerter og fysisk irritation gennem en længere periode, begyndte han først at gøre noget ved det efter et jobskifte til Bilka.
Nu kunne jeg selv vælge mine sko, og det motiverede mig til at undersøge sagen nærmere. Jeg skaffede nogle lette og behagelige fritidssko, og jeg fik lavet indlæg, som passede til min fod,” forklarer han.
Arbejdet i detailhandelen var lige så aktivt som i et byggecenter – jævnfør ovenstående Black Friday – men nu fik Michael styr på sit knæ. Med indlæg kunne han arbejde for fulde omdrejninger uden at få smerter.
– De unge kolleger tænkte jo kun på, at deres fodtøj skulle være smart eller billigt. Men de klagede også tit over smerter i ryggen eller knæene. Og vi ved jo, at alle den slags smerter, ja, de kommer nedefra! siger Michael.
Job skifter – men indlæg bliver
For et års tid siden skiftede Michael job igen. Denne gang var det til forsikringsbranchen, hvor han er blevet placeret bag et skrivebord. Men indlæggene – dem holder han fast ved.
Alle de skridt i alle de år. Det kan jo ikke undgå at sætte sine spor – især hvis man ikke benytter det rigtige fodtøj. Så i dag går jeg knapt nok uden for en dør uden at have mine indlæg i skoene. Jeg ved, at så længe jeg gør det, slipper jeg for ondt i knæet,” siger Michael Helweg.