Din guide til de rigtige sommersko
Når sommervarmen endelig rammer Danmark, er det de færreste af os, der holder stand i lukkede sko. Og der er næsten ikke noget bedre end at slippe fødderne løs i et par sandaler. Men vi må ikke glemme at give vores fødder den rette komfort.
Strandsandaler, flade sandaler, sandaler med rem, sandaler med hæl, Birkenstock-sandaler. Der findes snart ikke flere undskyldninger for at holde tæerne indespærret, når først sandalvejret har meldt sin ankomst. Og sommerens favoritfodtøj kan antage mange former. Fra en basissko med god udluftning til noget, der ligner en træplade med to remme over. Vi tager dig med på jagt i sandaljunglen og finder ud af, hvordan du vælger det gode sommerfodtøj.
Hvilket behov skal sandalen dække?
Står den på vandreferie i de norske fjelde? Skal du bruge en sandal på arbejdet? Skal sommerkjolen have følge af en let sandal med matchende lak på tæerne? Eller skal du have noget, dine fødder nemt kan smutte i på campingpladsen eller terrassen? Dit valg af sandaler hænger nøje sammen med to ting: Hvad skal du bruge dem til? Og hvor længe skal du have dem på? En del af sommerens fodtøj er nemlig ikke velegnet til ret meget andet end at vandre fra havestolen under parasollen til grillen og tilbage igen. Derfor skal du stille krav til dine sandalers komfort. Vær kritisk med kvaliteten og mærk efter, om din fod har det godt i sandalen. Giver de nok støtte? Går du godt i dem? Er de nemme at vedligeholde?
Hvis du skal gå tur i dine sandaler eller have dem på i længere tid ad gangen, bør du altid vælge en model, der sidder fastspændt på din fod. Tænk også over, om du har noget andet fodtøj at skifte imellem. Hvis du bruger dine sandaler hver dag hele sommeren, skal du stille nogle helt andre krav til kvalitet og komfort, end hvis du kun går med dem en enkelt dag om ugen.
Klipklappere uden komfort
Når solen skinner, er det fristende at hoppe i klipklappere eller andre lette sandaler hele dagen lang. Det er nemt, bekvemt og kræver meget lidt vedligehold. Men sandalen med det sjove navn er kun gode at spankulere rundt i hjemme på terrassen eller i haven. Men det er ikke et godt stykke fodtøj for dine fødder, når du skal gå rundt i længere tid.
Det er anstrengende at gå i klipklappere eller sandaler med en rem over forfoden, fordi foden er på overarbejde, så skoen ikke ryger af. Typisk krummer du tæerne, hver gang du løfter foden. Og den tynde sål uden stødabsorbering giver et stød, når foden rammer jorden. Dét belaster dine fødder. Og du risikerer at få skinnebensbetændelse og smerter, der stråler helt op i underlivet og hofterne.
Tænk over, hvilke mærker og modeller du køber. Sørg for at købe klipklappere med lidt ekstra støtte. De er ofte lidt dyrere, men til gengæld formet efter din fod. Og husk, at klipklappere ikke er vandrestøvler til de norske fjelde, men nemme sko at smutte i på stranden eller i haven.
Stiletter er den store synder
Smukke brune kvindefødder i elegante sandaler er et skønt syn, og hvert år bugner skobutikkerne af lækre modeller med høje hæle og små tynde remme. Alt imens komfort og støtte er en saga blot. For jo færre remme, sandalen har, jo mindre støtte får din fod. Og kombinationen af stiletter og minimal støtte kan let blive en halsbrækkende affære for dine ankler, knæ og ledbånd. Hele din kropsholdning risikerer at tage skade, hvis du går i stiletter til dagligt. Køb de fine højhælede, hvis du ikke kan lade være. Men brug dem kun ved helt særlige lejligheder. Kan du slet ikke leve uden lidt ekstra højde på hælene, så vælg en lille kilehæl. Men husk, at dine fødder ikke har godt af at gå i sko med hæl hver dag. Hælene øger nemlig presset på forfoden og klemmer tæerne sammen. Det giver en øget risiko for nedsunken forfod og øger risikoen for at danne hård hud og ligtorne.
Svedige syrebasser
Mange af os har varme fødder. Varme fødder, der bliver til svedige fødder, hvis fodtøjet ikke tillader foden at ånde. Derfor skal du tænke over, hvilket materiale dit fodtøj er lavet af. Selv et par små, luftige sandaler kan føles varme, hvis den øvre sål for eksempel er beklædt med plastik eller andre kunststoffer. Gå derfor efter en sål lavet af naturmaterialer som læder og ruskind eller syntetiske materialer, der er specialdesignede til at være svedtransporterende.
Sommersandalen med den gode støtte
En sommersandal er en sandal med god støtte. Ligesom alt andet fodtøj. Køb derfor sandaler med en lukket hælkappe eller en justerbar rem rundt om hælen. Den skal også have en god sål og sidde godt på foden, så sandalen følger fodens bevægelser – og ikke omvendt.
Og du skal ikke være bange for, at den støttende sandal er en kikset sandal. Tværtimod findes der i dag et utal af modeller, som både er smarte og støtter din fod.
Og nu til den kære mand: Vælger du en sandal i behagelige materialer, behøver du slet ikke at have sokker i sandalerne.