Klar, parat, klip de små tånegle!

Det kan være en kamp at klippe negle på dit barn. En kamp, du måske ikke orker at tage, fordi det er nemmere at lade være. Men faktisk kan du blive skarp til at klippe negle på den lille med nogle gode råd, lidt teknik og øvelse.

De fleste børn er ikke begejstrede for negleklipningens kunst. Det får mange forældre til at opgive kampen, før den overhovedet er begyndt. Sådan behøver det ikke at være. Her får du nogle gode råd til, hvordan du klipper tånegle på babyer og småbørn.

Babys fine tånegle

Når din baby er helt nyfødt, er neglene meget bløde. Faktisk kan de være så bløde, at de forsigtigt kan nulres af. Det er vigtigt at være opmærksom på din babys negle, fordi de er meget skarpe. Det betyder, at din baby let kan komme til at kradse hul på sin egen eller andres hud.

Når baby bliver nogle uger ældre, begynder neglene at blive forhornede. Det vil sige, at neglene bliver hårde. Herefter er det en god idé jævnligt at klippe din babys tånegle korte. Brug gerne en neglesaks lavet specielt til babyer, så du ikke risikerer at gøre skade på hud og negle, når du klipper.

Du kan eventuelt gøre negleklipningskampen lettere for dig selv ved at klippe neglene, når din baby har været i bad. Vandet blødgør neglene, så de er lettere at klippe på de små fødder.

Klip de små negle

Tåneglene på babyer og mindre børn vokser ikke så hurtigt. Hold derfor øje med neglenes længde, og klip dem kun efter behov.

Når du klipper, kan du med fordel adskille de små tæer og trække huden på tåspidsen lidt tilbage, så du ikke risikerer at klippe i huden. Husk at klippe neglen efter dens naturlige form. Det betyder, at du skal klippe neglen lige over – uden at lave en bue. Tjek herefter, at neglen er jævn uden spidse kanter. Du kan forsigtigt file kanterne af, hvis de er skarpe.

Når dit barn tager sine første skridt, bør du kontrollere og klippe tåneglene lidt oftere. På den måde sikrer du, at neglene ikke støder mod skosnuden til gene for dit barn. Risikoen for at få en blå negl opstår ved et konstant tryk mod snuden. Hvis barnet mærker sine negle støde mod snuden, vil det ubevidst forsøge at krumme tæerne – og det kan skade fødderne på længere sigt. Sørg derfor for, at der er god plads i de små sko.

Læs mere: Du kan læse mere i vores guide til børnesko lige her

Tålmodighed er en dyd

Når du har små børn, bliver din tålmodighed ofte sat på prøve. Negleklipning er ingen undtagelse. Derfor får du nogle gode råd til at gøre klipningen til en god oplevelse for alle:

  • Vælg et tidspunkt, hvor dit barn er roligt. Du kan for eksempel klippe de små negle, mens barnet sover.
  • Klip gerne barnets negle efter bad. Her er neglen blødere og derfor lettere at klippe.
  • Få hjælp af din partner til at holde barnet, mens du klipper. Det gælder om at holde godt fast i de spjættende små fødder, så du ikke kommer til at klippe i huden.
  • Sørg for at klippe neglene lige over. Hvis babys negle stadig er meget bløde, skal du ikke være bange for at nulre eller pille enderne af. Du kan ikke komme til at tage for meget af.
  • Hvis uheldet er ude, og du er kommet til at klippe i barnets hud, kan du forsigtigt presse lidt stof eller køkkenrulle mod såret, indtil du har fået bugt med blødningen.

Husk, at børns negle skal klippes mange gange gennem livet. Så inden du ser dig om, har du prøvet det så mange gange, at du er en sand mester i negleklipningens kunst.

Kilde: sundhed.dk

Sidebar