Spørg brevkassen: Skal jeg prikke hul i en vabel?

Kære brevkasse  

Jeg fik for nylig en vabel på hver fod efter at have gået langt i et par sandaler, der ikke var velegnede til det. Jeg prikkede straks hul på vablen med en nål for at fjerne følelsen af at gå rundt på den. Efterfølgende kom jeg dog i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Heler huden hurtigst, hvis man prikker hul på vablen med det samme, efter et stykke tid eller er det bedst at lade vablen være? Jeg fejler ikke noget og har generelt ingen problemer med mine fødder.  

Mange hilsner Tina 


Kære Tina 

Som udgangspunkt skal du lade en vabel være, da der kan opstå irritation i huden og endnu værre infektion, når du prikker hul i den. Så hvis vablen ikke er ubehagelig at gå med, så er det vigtigt at holde fingrene væk – den går nemlig i sig selv igen. 

Hvis du oplever gener, og at det er ubehageligt at gå rundt med vablen, kan du forsigtigt prikke hul, så væsken kan løbe ud, ligesom du har gjort. Det kan lette på den ubehagelige følelse og smerterne. 

Du nævner, at du har gået langt med et par sandaler, og derefter er vablerne opstået. Det fortæller mig, at der har været en stor friktion mellem sandal og hud, som har varmet din hud under foden op. Som forsvarsmekanisme danner kroppen vabler for at beskytte den overophedet hud. Måske du skulle se lidt på de sandaler, du har valgt at gå langt i? Det kræver godt og støttende fodtøj at gå længere ture, og jeg kan derfor ikke anbefale at gå langt i sandaler. 

Fodtøj er lavet til at støtte foden på forskellig vis, og sandaler er fortrinsvist til korte ture. Skal man gå lange ture, kunne løbesko være bedre egnet, og skal du gå endnu længere ture, vil jeg anbefale at vælge rigtige vandresko. Godt at høre, at du ellers ikke har problemer med dine fødder. 

God sommer. 

Maja Mühlendorph
Statsautoriseret fodterapeut. 

Sidebar