Smerter i cykelfødderne? Indlæg kan være løsningen

Snurrende tær, ondt i forfoden eller smerter i knæhasen. Cykling kan være en hård belastning for fødderne, hvis du ikke har de rette sko og indlæg til at korrigere for fejlstillinger og problemstillinger. Jacob Kryger er ekspert i indlæg til cykelryttere og deler sine bedste råd her.

Uanset om man er elitecykelrytter eller motionscyklist, er udstyr og komfort vigtigt. Det gælder ikke kun det, der er monteret på cyklen. For har man ikke de rigtige sko eller bruger man fødderne uhensigtsmæssigt, når man cykler, kan det ende med smerter og andre problemstillinger.

Jacob Kryger er fodterapeut med speciale i indlæg. Især cykelindlæg laver han mange af. Han er selv motionscyklist, der cykler op mod 10.000 kilometer om året og kender fra både miljøet, egne erfaringer og sine patienter til en lang række eksempler på cyklister, der får smerter i fødder og knæ.

En af de hyppigste problemstillinger er snurren eller en kuldefornemmelse i fødder og tæer.

– Det kan komme fra en nedsunken forfod, hvor alt presset kommer på forfoden, når foden trykker på pedalen. Der er også mange, der får ondt i knæhasen, som kan skyldes pronation, hvor fødder og knæ falder indad. I begge tilfælde korrigerer indlægget problemstillingen ved at støtte svangen og fordele trykket ud på hele foden, så du ikke overbelaster dine fødder og knæ, når du cykler, fortæller Jacob Kryger.

Formet til den enkelte rytter

Når Jacob Kryger laver indlæg, starter han altid med en forundersøgelse. Her kigger han efter fodens mobilitet, fejlstillinger, pronation, nedsunken forfod og andre tilstande, der kan være behov for at korrigere for. Men fremstillingen af indlægget afhænger også af, hvor meget du cykler, og hvilke aktiviteter du ellers dyrker. Det kan også være, du dyrker spinning, hvor de samme problemer kan opstå, som når du cykler på vejen på en racercykel.

– En motionscyklist, der cykler omkring seks-otte timer fordelt på to-tre gange om ugen, kan sagtens have indlæg med lidt blødt materiale, som giver bedre komfort. Men er du elitecykelrytter, kan det bløde materiale være et problem, fordi det absorberer noget af den energi, du ellers skal bruge ud i pedalen, forklarer Jacob Kryger.

Tester på gammel racercykel

Når Jacob Kryger har håndlavet indlægget, kommer cyklisten tilbage i klinikken og skal afprøve det. Det sker på en gammel racercykel, som er sat op på et system, der gør det nemt for Jacob at se, hvad der sker, når patienten træder i pedalerne.
– Jeg kan løfte forhjulet, så vægten ligger anderledes på pedalen, og jeg på den måde kan teste trykket på forfoden med det samme frem for, at kunden skal ud at teste i mange timer først. Jeg kan også gå bag ved dem og se, om der er pronation fra knæet, som trykker ind mod overrøret på cyklen. På den måde kan jeg justere med det samme og sikre, at indlægget passer, siger Jacob Kryger.

Sko er lige så vigtige

Indlægget kan dog ikke stå for sig selv. For er cykelskoene for smalle, kan de presse foden for meget sammen, så du bruger den forkert eller får klemt nerverne. Derfor rådgiver Jacob også i at vælge de rette cykelsko, hvor der heldigvis er flere mærker i dag, der laver bredere modeller. Han anbefaler, at du tager sålen ud af skoen i butikken og stiller dig på den. Dine tæer og fod skal gå lige til kanten og må ikke rage ud over.

Det er også vigtigt med bikefit, og at cyklen passer, fortæller Jacob Kryger.

Man kan måske have tendens til først at gøre noget ved problemet, når det er virkelig slemt. Men det er ikke nogen god idé at vente for lang tid, anbefaler Jacob. – Især pronation og skader i knæet kan være hårdt at komme af med igen og kan tage lang tid. Så jo før, du gør noget ved det, jo bedre.

Sidebar