Vælg gode sko til løbe- og gåsæsonen

Ligemeget om du løber eller går lange ture, så skal du have fat i nogle ordentlige sko.

Hvad skal du være opmærksom på, når du skal købe nye sko til løb eller gang? Som med alt andet fodtøj er det vigtigt, at du tænker over valg af materiale, god støtte og den rette størrelse. På den måde styrker du din fodsundhed og forebygger skader.

Styr på størrelsen

Først og fremmest skal skoene passe til din fod – både i længde og bredde. En for lille sko risikerer at afklemme dine negle og dit blodomløb. Dette kan få din fod til at snurre eller sove. Omvendt er det skidt at bruge en løbesko, der sidder for løst – da det kan give smertende vabler og sår. Skoen skal passe i bredden, så den kan snøres ordentligt til.

Den rigtige størrelse sko har fem til otte millimeter mellem din længste tå og skoens spids, når du står oprejst. Sørg for at købe en sko, der sidder godt til omkring hælen. F.eks. med en fast hælkappe, som støtter din bagfod – det giver stabilitet, når du løber eller går.

Dernæst er det vigtigt at købe en sko med god stødabsorbering i sålen, som passer til det underlag, du løber på. Der er nemlig forskel på, hvor god støddæmpningen skal være, afhængigt af om du løber i skov, på asfalt eller bruger løbebånd. Løb er hårdt for sener, led og muskler. Derfor er stødabsorbering meget vigtigt for at undgå skader og overbelastning. Spørg i din lokale sports- eller skobutik, hvilken affjedring der passer bedst til dig.

Vidste du, at.. dine gå- og løbesko kan blive for gamle? Generelt siger man, at en kondisko har 1000 km i sig, før de skal skiftes. Der findes en let måde at tjekke skoene på. Kig på sålen under skoen – er rillerne blevet helt glatte? Hvis ja, er de for gamle. Prøv derefter at vride din skoen. Er det let at vride den og virker den blød, skal den skiftes ud.

Fødderne skal kunne ånde

Sørg for, at dine fødder kan ånde i skoene. Du bør anskaffe dig strømper beregnet til sport. Det kan f.eks. være være strømper lavet i polyester, bambus eller marinould, så dine fødder kan ånde. Sportssokker har også den funktion, at de transporterer sved væk fra tæerne. Det er vigtigt, fordi sved kan:

  • forårsage fod- og neglesvamp
  • skabe friktion på grund af varmen, så der opstår vabler og irritation

Husk desuden, at strømperne ikke må klemme tæerne, så de giver vabler.

Pris og kvalitet hænger (næsten) altid sammen

Selvom dyre løbesko ofte giver god komfort og støtte, kan du ikke sætte et lighedstegn mellem dyre løbesko og gode løbesko. Det vigtigste er, at skoen er perfekt til lige præcis din fod.

En god løbesko:

  • Passer til din fods bredde og længde
  • Støtter din hæl og ankel
  • Matcher din løbestil og -teknik
  • Har den korrekte affjedring

Husk! Dine løbesko ikke har godt af at blive vasket – det ødelægger stødabsorbering. Tag i stedet sålen ud efter en løbetur og luft dem, til de er tørre – så undgår du også fodsvamp.

Fokus på fodsundhed

Nu har du købt de helt rigtige løbesko og er klar til at indtage skov, asfalt og løbebånd. Men for at give dine fødder de bedste betingelser bør du pleje dine fødder. Sørg fx for, at dine tånegle er korte og klippet korrekt. 

Hvis du løber og går meget, kan det være en god idé at besøge en statsautoriseret fodterapeut. De har en sundhedsfaglig uddannelse og kan hjælpe dig med at forebygge vabler og hård hud, vejlede dig i relevante fodøvelser og lave specialfremstillede indlæg.

Sidebar