Vindueskiggersyndrom: Lær at gå med smerter

Hvis du har smerter i ben og fødder, når du går, lider du måske af vindueskiggersyndrom. Det er en ubehagelig tilstand, som skyldes kraftig åreforkalkning. Aktiv træning kan lære dig at håndtere smerterne, så du kan bevare et normalt liv.

Forestil dig, at du pludselig kun kan gå meget korte distancer ad gangen, fordi du har så mange smerter i benene. Det er sådan, patienter med vindueskiggersyndrom har det.

Lidelsen, som skyldes kraftig åreforkalkning, har fået navnet, fordi den tvinger patienterne til at holde hyppige pauser, som om de kigger på butiksvinduer.

Fra 8 kilometer til 200 meter

Pensionist Per Thyge Jørgensen er en af de patienter, der har lidelsen, der på latin hedder Claudicatius Intermittens.

Han har tidligere været en flittig golfspiller og gik snildt 8-9 kilometer på golfbanen. Pludselig kunne den tidligere tømrer kun gå 200 meter.

“Når jeg skulle i supermarkedet, blev jeg nødt til at parkere på handikapparkeringen for at gå så lidt som muligt. Og inde i butikken måtte jeg typisk holde flere pauser, mens jeg handlede, fordi det gjorde så ondt.”

Efter mistanke om blandt andet en blodprop fik Per Thyge Jørgensen til sidst konstateret åreforkalkning og blev tilbudt superviseret gangtræning.

Symptomer på vindueskiggersyndrom

  • Smerter ved gang: Kramper eller smerter i musklerne (oftest læggen), der kommer ved en bestemt belastning eller gangdistance.
  • Lindring ved pause: Smerterne forsvinder efter få minutters stilstand.
  • Forværring ved øget aktivitet: Smerterne opstår hurtigere, hvis man går stærkt eller op ad bakke.
  • Følelsesløshed/koldhed: Benene eller fødderne kan føles kolde, blege eller følelsesløse.
  • Hvilesmerter (fremskreden stadie): Smerter når man sidder eller ligger, især om natten.
  • Manglende sårheling: Sår på fødder eller underben, der er svære at få til at hele.

Kontakt din praktiserende læge, hvis du har mistanke om, at du kan have lidelsen. Måske der er et lignende tilbud i din kommune.

Kilde: Implementering af superviseret gangtræning i Region Sjælland

Lotte Therkildsen Jensen, der er sygeplejerske, fortæller:

”Når det gør ondt, er det helt naturligt, at man afholder sig fra at gå. Men det kan medføre, at man bevæger sig mindre og mindre. Det gør både en mere afhængig af hjælp og skaber en nedadgående spiral, som kun gør lidelsen værre.”

Lotte Therkildsen Jensen er også projektleder i PROgrez, som er en indsats i Region Sjælland. Her forsker man i, hvordan fysisk aktivitet kan forbedre patienters livskvalitet og tilbyder samtidig fokuseret træning. Hertil blev Per Jørgensen henvist til af en karkirurg.

Per er i gang med at gå på løbebåndet,, mens en fysioterapeut opmuntrer ham.

Det skal gøre ondt

Træningen foregår i intervaller, hvor patienterne går, indtil smerterne bliver så voldsomme, at de ikke kan mere. Så holder de en kort pause og går igen – lidt efter lidt øges både distance og intensitet.

“Man skal presse musklerne – eller årerne – så de bliver tvunget til at søge nye veje og danne nye blodbaner,” forklarer Per Jørgensen.

I dag, flere måneder og et rygestop senere, kan Per Jørgensen gå 2,5 kilometer mod tidligere 200 meter.

“Det gør stadig ondt, men jeg skal jeg lige over et punkt, og så kan jeg gå resten af vejen på det niveau,” fortæller han.

Det helt centrale ved træningen er, at det skal gøre ondt. Smerterne kan være en mental barriere, som er svær at overvinde af sig selv. Derfor er støtte af patienterne vigtig. Det får patienterne blandt andet af fysioterapeuter, der motiverer patienterne til at lære at overvinde smerterne.

”Det at kunne gå, er så basalt. Hvis man ikke kan gå, kommer man ikke længere ud at handle eller i haven. Så sidder du meget og ser fjernsyn, og til sidst skal du også have hjælp til personlig pleje. Gangtræningen kan stoppe den spiral og forebygge forværring. Måske kan træningen for nogen endda stoppe eller udsætte alvorligere komplikationer som koldbrand og amputationer,” siger Lotte Therkildsen Jensen.

Per Jørgensen tager et hvil på en stol
Per Jørgensen tager et hvil, før han skal i gang med næste runde gangtræning.

Tag imod tilbuddet

De patienter, der deltager i gangtræningsprojektet, får mere end fordoblet deres gangdistance – både i forhold til, hvor længe de kan gå uden smerter, og hvor langt de kan gå i alt.

For Per Jørgensen har træningen gjort en stor forskel:

“Nu parkerer jeg med vilje langt fra indgangen, når jeg skal handle, for at få den gåtur med. Det betyder meget, at jeg kan holde fast i et normalt liv og blive boende i mit hus.”

I følge Lotte Therkildsen Jensen kan smerter i benene, når du går, kolde eller blege fødder, og sår der er svære at få til at hele, være blandt symptomerne.

“Et andet symptom kan være, hvis du ikke kan sove uden, at benene hænger over sengen, fordi det gør ondt at ligge vandret,” fortæller hun.

“Hvis man bliver tilbudt træningsforløbet, så er det bare med at sige ja. Det kan jo ikke blive værre, end det er i forvejen. Det gør ondt, men man kan mærke, det bliver bedre. Man skal bare være forberedt på, at det tager lidt tid,” lyder rådet fra Per Jørgensen til andre, der får diagnosen.

Om vindueskiggersyndromet

Hvert år får godt 1.500 danskere diagnosen. Det anslås, at 50.000-100.000 danskere lever med lidelsen, der typisk er livstilsbetinget: rygning, inaktivitet, overvægt, diabetes og forhøjet blodtryk øger risikoen. Den latinske betegnelse for vindueskiggersyndrom er claudicatio intermittens.

Læs mere om åreforkalkning

Åreforkalkning

Sidebar